Pages

fredag den 26. oktober 2012

Velkomstbrev til mig selv



Når man er i 30’erne begynder andre at kigge på en anden måde på én. Det sker ikke gradvist, så man kan vænne sig til det. Pludselig slår det som en forhammer mod ens selvbillede. Forventningerne ændres, og man tiltales pludselig ”manden”, ”herren” eller ”drengens far”. Og så står man dér i skater t-shirt, converse og jeans, mens ham der stirrer tilbage i spejlet har skjorte, grå hår og et blik der råber ”hjælp mig”.

Men bare rolig, jeg vil gerne hjælpe dig. Jeg vil gerne hjælpe dig af med den socialisering som du accepterede for at passe ind i håb om at de andre kunne lide dig. At det hele kunne blive lettere. At du ville blive mere tilfreds.

Men jo mere du lagde bånd på dig selv, når sværere blev det. Hullet i hjertet blev fyldt op med hus, bil og karriere, men din sjæl begyndte at visne. Du lærte ord som rentetilpasningslån, pensionsordning og navne på de produkter som man skal have, når man er voksen. Du begyndte at jage lige dét, der kunne give dit liv mening, men i din jagt flygtede du fra dig selv.

Men indeni begyndte den lille stemme, som du i mange år havde ignoreret, at vokse til en lydstyrke der holdte dig vågen om natten. Den stemme der sagde ”Det her er ikke dig”. Den stemme der minder dig om, at du er en original, men du opfører dig som en kopi af noget som du hader, fordi du tror på løgnen om, hvordan en voksen skal være: ”Vær fornuftig, disciplineret og gør det du hader – fordi det er nødvendigt.” 

Og aften efter aften har du siddet på sofaen foran et tændt fjernsyn, mens tvivlen i dig blev større og større. Tvivlen på om du brugte din tid, dine ressourcer og dit liv på det som du gerne ville. Rødvinen kunne for en stund dæmpe tvivlen, men den kom altid stærkere tilbage.

Jeg er glad for, at du er ved at vågne op fra den koma som reklamerne, politikerne og alle de andre, der vil have dig som en lydig slave, havde bragt dig i. 

Kan du huske, hvad du drømte om inden du blev voksen? Du ville være en superhelt. Ikke en konsumhungrende lønmodtager der uanset, hvor meget han rejser eller hvor meget han ejer, ikke er i stand til at bedøve den trang han har til at gøre oprør. Til at forandre. Til at forbedre.

Velkommen tilbage. Jeg glæder mig til at se, hvad du udretter.

Dig selv.

1 kommentar:

  1. Hahaha! Jeg hoppede *aldrig* på dén limpind ;-)

    SvarSlet