Siden Orwell skrev 1984, har det
været en offentlig kendt hemmelighed at navnene på offentlige myndigheder og deres
ydelser bliver navngivet ud fra, hvad det ikke er. Orwell kaldte dette for
nysprog.
Ideen bag nysprog er at ord definerer virkeligheden, så hvis vi vil
skjule, hvad en offentlig myndighed virkelig laver, så skal vi kalde den det
modsatte af, hvad den er. At et ministerium, der beskæftiger sig med tortur og
overvågning, blev kaldt for Kærlighedsministeriet i Orwell bog, er kun et ud af
mange eksempler.
Orwell viste at nysprog virker
pacificerende på oprør mod staten, fordi hvordan gør man oprør mod organisationer,
der har navne som Beskæftigelsesministeriet, Justitsministeriet og Folketinget?
Organisationerne har jo navne, der signaler at de vil os det bedste.
Virkeligheden er dog desværre at Beskæftigelsesministeriets område ikke
beskæftigelse, men handler om at stresse arbejdsløse. Justitsministeriet går
foran med lovbrud og uretfærdigheder og Folketinget består af alt andet end af
folket.
Dette er den egentlig årsag til at
kommunikationstyper forsat anvender nysprog. Fordi det gør os usikre på, hvad
virkeligheden er. Vi er vant til at ord afspejler virkeligheden. Hvis vi
drikker mælk, forventer vi ikke at smage eddike, eller hvis vi spiser kage, forventer
vi at smage noget sødt.
Det omvendte gør sig dog gældende
for ordene på offentlige myndigheder og deres ydelser. Så når vi ringer til
akuttelefonen, oplever vi ventetid, NemId gør det vanskeligt at logge ind, og
hvis vi fik den samme service i en butik som hos Udlændingeservice, ville vi aldrig sætte vores fødder der igen.
Derfor hader jeg navnene på
offentlige myndigheder. Ikke alene gør de vold på ord og virkelighed, men de pacificerer
os ved at gøre os usikre på hvad meningen med myndighederne egentlig er – fordi
ordene signalerer gode ting, mens vores erfaringer siger noget andet.