Pages

lørdag den 4. januar 2014

Derfor hader jeg navnene på offentlige myndigheder


Siden Orwell skrev 1984, har det været en offentlig kendt hemmelighed at navnene på offentlige myndigheder og deres ydelser bliver navngivet ud fra, hvad det ikke er. Orwell kaldte dette for nysprog. 

Ideen bag nysprog er at ord definerer virkeligheden, så hvis vi vil skjule, hvad en offentlig myndighed virkelig laver, så skal vi kalde den det modsatte af, hvad den er. At et ministerium, der beskæftiger sig med tortur og overvågning, blev kaldt for Kærlighedsministeriet i Orwell bog, er kun et ud af mange eksempler.

Orwell viste at nysprog virker pacificerende på oprør mod staten, fordi hvordan gør man oprør mod organisationer, der har navne som Beskæftigelsesministeriet, Justitsministeriet og Folketinget? Organisationerne har jo navne, der signaler at de vil os det bedste. Virkeligheden er dog desværre at Beskæftigelsesministeriets område ikke beskæftigelse, men handler om at stresse arbejdsløse. Justitsministeriet går foran med lovbrud og uretfærdigheder og Folketinget består af alt andet end af folket.

Dette er den egentlig årsag til at kommunikationstyper forsat anvender nysprog. Fordi det gør os usikre på, hvad virkeligheden er. Vi er vant til at ord afspejler virkeligheden. Hvis vi drikker mælk, forventer vi ikke at smage eddike, eller hvis vi spiser kage, forventer vi at smage noget sødt.

Det omvendte gør sig dog gældende for ordene på offentlige myndigheder og deres ydelser. Så når vi ringer til akuttelefonen, oplever vi ventetid, NemId gør det vanskeligt at logge ind, og hvis vi fik den samme service i en butik som hos Udlændingeservice, ville vi aldrig sætte vores fødder der igen.

Derfor hader jeg navnene på offentlige myndigheder. Ikke alene gør de vold på ord og virkelighed, men de pacificerer os ved at gøre os usikre på hvad meningen med myndighederne egentlig er – fordi ordene signalerer gode ting, mens vores erfaringer siger noget andet.