Forleden fik jeg en besked fra min bank. Den sagde, at den havde sat beløbsgrænsen ned fra 250.000 kr. til 100.000 kr. for negativ rente. Eller sagt med andre ord: Hvis jeg har over 100.000 kr. stående på min konto, så skal jeg nu betale banken penge for, at de opbevarer disse digitale penge, der i bund og grund består af data i en computer. Det fik mig til at tænke ”Hvorfor har vi egentligt banker?”
Traditionelt set har vi banker af tre årsager:
1. Vi havde brug for et sikkert sted at opbevare fysiske penge, så de ikke blev stjålet fra os. Vi har alle en lønkonto, der skal sikre, at det er de rigtige, der får pengene, og at staten kan holde øje med om vi snyder i skat.
2. Vi havde brug for at kunne låne penge i forbindelse med store udgifter som køb af bolig, bil og så videre. Bankerne (og staten) tager sig dog godt betalt for disse lån i form af renter og gebyrer.
3. Vi havde brug for økonomisk rådgivning i forbindelse med enten at investere, hvis vi havde mange penge, eller spare, hvis vi havde få penge. Men hvordan ser vores forhold til bankerne ud i dag?
1. I dag er penge primært digitale, og fremstår som et tal på en skærm, der muliggør, at vi kan bruge vores plastikkort til indkøb. Bankerne står for at drive denne infrastruktur – både at de driver IT systemerne og det er også dem, der producerer pengene.
2. Det er blevet latterligt billigt at låne penge, fordi renterne er så lave, men det er primært dem, der har penge i forvejen, der kan låne dem, mens vi andre gennemsnitsindkomster har en forkert risikoprofil i bankernes risikostyringsalgoritmer. Der skal jo være råd til bonusser og høje lønninger for de finansielle ansatte.
3. Den økonomiske rådgivning er mest baseret på, hvor bankerne enten kan tjene mest på os eller kan minimere deres egen risiko. Finansbranchen er virkelig dygtig til at fordele profit og risiko, så de tager det første og du (eller staten) tager det andet.
Så kunne man forestille sig et andet system? Hvor vores penge blev opbevaret et andet sted, produceret og udlånt af nogle andre og at den økonomiske rådgivning blev foretaget af nogle, der havde vores interesser for øje.
Det korte svar er: ja, det kunne man godt forestille sig. Det lange svar ville være: Ja, staten kunne lave en statsbank, man kunne trække sine penge ud af bankerne – enten fysisk og opbevare dem i madrassen eller i aktier, man kan låne penge og få rådgivning af andre. Fordi som bankerne opfører sig nu – og altid har opført sig– så er det måske på tide at udfordre deres monopol og minde dem om, at det ikke er en naturlov, at der findes banker, selvom parasitter er udbredt over hele verden. Fordi vi er efterhånden mindre afhængig af dem end de er af os.
1. Vi havde brug for et sikkert sted at opbevare fysiske penge, så de ikke blev stjålet fra os. Vi har alle en lønkonto, der skal sikre, at det er de rigtige, der får pengene, og at staten kan holde øje med om vi snyder i skat.
2. Vi havde brug for at kunne låne penge i forbindelse med store udgifter som køb af bolig, bil og så videre. Bankerne (og staten) tager sig dog godt betalt for disse lån i form af renter og gebyrer.
3. Vi havde brug for økonomisk rådgivning i forbindelse med enten at investere, hvis vi havde mange penge, eller spare, hvis vi havde få penge. Men hvordan ser vores forhold til bankerne ud i dag?
2. Det er blevet latterligt billigt at låne penge, fordi renterne er så lave, men det er primært dem, der har penge i forvejen, der kan låne dem, mens vi andre gennemsnitsindkomster har en forkert risikoprofil i bankernes risikostyringsalgoritmer. Der skal jo være råd til bonusser og høje lønninger for de finansielle ansatte.
3. Den økonomiske rådgivning er mest baseret på, hvor bankerne enten kan tjene mest på os eller kan minimere deres egen risiko. Finansbranchen er virkelig dygtig til at fordele profit og risiko, så de tager det første og du (eller staten) tager det andet.
