På alle arbejdspladser er der regler. Nogle af dem bliver
lavet lokalt, mens andre bliver aftalt centralt. Nogle gælder for enkelte
områder, mens andre gælder for hele samfundet. For tiden er der forspil til
trepartsforhandlingerne der skal ændre reglerne for hele det danske samfund,
når det gælder arbejdsvilkår som fx arbejdstid, antal feriedage osv. Her mødes
en masse forskellige interesser, der i den rene form handler om de klassiske
konflikter mellem lønmodtagere og arbejdsgivere. Denne gang er der dog noget
andet på dagsordenen, der bliver omtalt som konkurrencedygtighed, økonomisk
krise og produktivitet. Alle er tilsyneladende enige om, at Danmark skal
konkurrere med Kina, og dette skal ske ved at lave nogle regler der mindsker
forskellen på vilkårene mellem de danske og de kinesiske lønmodtagere. Dette
bygger på to forudsætninger. Den første er, at da Kina klarer sig godt i den
globale konkurrence, skal Danmark efterligne Kina. Den anden er, at
lønmodtagere er nogle dovne, egoistiske og suboptimerende væsener der skal
styres igennem regler og kontrol. Og man kan jo kun kontrollere, hvis man har
nogle regler, der gør det muligt at undersøge om der er en forskel mellem det
reglerne siger folk skal gøre, og det som folk reelt gør. Fortalerne for at
løse Danmarks økonomiske problemer ved at ændre reglerne og forringe
lønmodtagernes vilkår glemmer dog to ting der sætter et stort spørgsmålstegn
ved de to grundlæggende forudsætninger.
Den første er, hvis vi skal vinde over modstandere skal vi
blive bedre til det som de er gode til. Det interessante er, at hvis dette er
sandt, så er det ikke kun lønmodtagernes arbejdstid og løn der trænger til at
blive forringet. Det gælder også andre elementer indenfor arbejdsregler som fx
arbejdsmiljø og sikkerhed, hvilket fra et lønmodtagersynspunkt ville betyde, at
vi bliver bombet over 100 år tilbage, når det regler lønmodtagerrettigheder. Det
er helt sikkert visse arbejdsgivers våde drøm, men spørgsmålet er om det er den
rigtige metode at vælge. En anden metode ville være at differentiere os og
specialisere os i ting som andre ikke kan. Det er den vej som Danmark hidtil
har fulgt.
Den anden er, at lønmodtagere er langt mere pligtopfyldende
end de fleste fortalere for andre og flere regler påstår. Tænk på alle de
lønmodtagere der sidder om aftenen og i weekenden for at løse opgaver der ikke
kan løses indenfor den aftalte arbejdstid. Tænk på de læger, sygeplejerske, pædagoger,
politifolk og alle de andre der tager ekstra vagter, fordi deres kollegaer er
syge eller at arbejdsopgaven ikke kan løses indenfor den regelbestemte
arbejdstid. De fleste organisationer ville ikke kunne fungere, hvis folk kun
gjorde det som de blev betalt for. Lønmodtagere er ikke dovne, egoistiske og
suboptimerende. De er dedikeret til at løse de arbejdsopgaver som de er ansat
til at løse. Og det gør de gerne på bekostning af søvn, familie og fritid.
Så kære forhandlere i trepartsforhandlingerne. Når I nu skal
lave nye regler, så tænk på, at den værste trussel fra os lønmodtagere er, at
vi begynder at følge dem.