Pages

torsdag den 24. januar 2013

Det stille oprør


Normalt tænker jeg på oprør som noget aktivt. Noget revolutionært. Det er der, hvor folket går på gaden og viser deres utilfredshed. Højlydt. Ikke kun med ord, men også med handlinger. De bryder lovene, reglerne og normerne. De kæmper mod dem, der vil opretholde uretfærdigheden. De kæmper med våben og vil fjerne deres modstandere fysisk. Men oprør kan også komme i en anden form.

Her er der ingen våben, ingen råb, men stilhed. Du kender det fra den manglende reaktion, når du kommer med et forslag til din kollegaer. I det stille oprør bruger man ikke stemmen eller hænderne, men ryggen. Ved at vende den mod det, som man gør oprør imod.

Tusindvis af unge gør det hvert år, når de ikke tager en uddannelse. De omtales som svage, som ikke-boglige og som nogen, der skal hjælpes. Men hvad, hvis det ikke er tilfældet?

Hvad, hvis de unge er oprører, der ikke vil finde sig i det pres som store dele af samfundet kan lægge på dem, hvis de tager en uddannelse? Presset om at bevise, at man er succes ved at få job, bil og ejerbolig? Og pludselig sidder man i gæld til halsen og ens frihed er reduceret til at vælge, hvilken vej man vil køre hjem fra arbejde eller hvor rejsen i sommerferien skal gå hen. Så de unge giver fingeren til den status som penge giver.

Beslutningstagerne, virksomhedslederne, politikerne er selvfølgelig bekymrede over de mange unge, der vender ryggen til den eksisterende samfundsstruktur. Tænk, hvis oprøret bredte sig. Så ville virksomhedslederne mangle arbejdskraft og lønningerne ville stige. Politikerne ville ikke længere kunne påvirke borgerne igennem økonomiske incitamenter. Borgerne ville ikke bruge så meget energi på økonomiske bekymringer, og tænk, hvad de så ville kunne finde på.

Men politikerne og virksomhederne forsøger at dæmpe oprøret. De unge skal have samtaler med velmenende studievejledere og sagsbehandlere. De unge får at vide, at det er vigtigt at tage en uddannelse, fordi så kan du få et job. De hører mantraet: Performe, konkurrence og yd, hver eneste dag.

Men de unge har gennemskuet løgnene. De arbejdsløse modsiger politikerne. En uddannelse er ingen garanti for at få et job og det gode liv er ikke defineret af, hvor mange penge man har.

 Så hvis vi andre, der allerede sidder i saksen, kan finde ud af, hvordan vores stille oprør skal være, så er der måske håb om et bedre samfund.

tirsdag den 22. januar 2013

Guide til at kende forskel på en politiker, en journalist og en spindoktor


Det startede, da jeg så Michael Kristiansen kommentere Dronningens nytårstale. Nej, vent. Det var egentlig, da Thor Möger blev studievært. Eller var det, da journalisten, Morten Løkkegård, sprang ind i Venstre og blev valgt til EU-Parlamentet? Det kan også have været, da chefredaktøren fra Dagbladenes Bureau, Michael Ulveman, blev spindoktor for Anders Fogh. Egentlig er det lige meget. 

Pointen er, at der er en trafik mellem medierne og politik, der kan gøre det vanskeligt at se forskel på en politiker og en journalist.

Derfor tænkte jeg at lave en form for guide, så man bedre kan kende forskel på de tre typer af journalister og/eller politikere. Det er selvfølgelig en grov forenkling og giver ikke kredit til alle de journalister, der har viet deres arbejdsliv til at søge sandheden og oplyse os andre.

Lad os starte med den første: Politikeren. Det er som regel den person, der taler udenom. Sætningerne starter typisk med formuleringer som ”Nu er det jo vigtigt…” eller ”Det er jo derfor, at mit parti har…”. Hvis svaret gør dig i tvivl om personen har hørt spørgsmålet, er det som regel en politiker.

Journalisten. Det er den person der stiller spørgsmålene. Med mindre, at der er tale om en journalist, der interviewer en anden journalist. Men så kaldes den sidstnævnte for en kommentator. Med personen kan også være en journalist, hvilket ikke ligefrem gør det lettere at gennemskue rollefordelingen. Et fingerpeg på TV er, at hvis personen har en mikrofon i hånden, så er der tale om en journalist. Eller en kommentator. Eller en politiker, der holder tale. I radioen, er det som regel den person, der prøver at holde en anden ansvarlig. Med mindre det er en politiker, der skyder skylden på et andet parti.

Spindoktoren. Det er den person som man ikke ser. Eller den person, der prøver at holde sig skjult. Med mindre man er journalist. Så er det den person som man skal tale med, inden man får lov til at tale med politikeren. Det er højtlønnede journalister, der får lov til at lege politikere. Men det siger de, at de ikke er. De er jo blot rådgivere for politikerne. Men det er ok at tvivle på deres troværdighed. De lever jo trods alt af, at få en politiker til at fremstå så godt som muligt i medierne.

Så for at opsummere: Journalisten er den, der stiller spørgsmålet. Politikeren er den person, der ikke svarer på spørgsmålet. Og spindoktoren er den, der har sagt til journalisten, at det er ok, at politikeren ikke svarer på spørgsmålet.

Jeg håber, at du kan bruge denne guide til noget brugbart. 

lørdag den 19. januar 2013

Når et ”Synes godt om” ikke længere er nok


Der er et spørgsmål, der har bevæget sig rundt i mit hoved igennem længere tid. Det handler om, hvad man gør, når man gerne vil skabe en forandring på samfundsniveau. Vi har jo et helt system, der er dedikeret til den slags: politiske partier og interesseorganisationer. Alle sager og synspunkter er repræsenteret. Lige fra bilister over miljø til sociale problemstillinger. De politiske partier spænder også bredt: lige fra: enhver skal kunne klare sig selv til staten er din ven.

Eller sådan er det på papiret. Fordi virkeligheden er en anden. Det er som en fætter-kusine fest, hvor alle kender hinanden, og det er en lukket fest. Os der ikke er med, får at vide, at vi kan gifte os til det gode selskab. Meld dig ind, mød op og  engager dig, Men det strider jo imod ideen om, at de skulle repræsentere os der ikke er med?

Så hvad gør man, når man oplever, at dem der burde, ikke repræsenterer ens interesser?

Man kunne tie stille og finde sig i det. Og i apatisk stemning bukke hovedet og trække på skulderne, mens man hvisker ”Sådan er det jo.”

Man kunne også bruge sin stemme. Enten ved at brokke sig til andre over ”de satans politikere og imbecile offentlige ansatte, der kører landet i sænk”. Eller ved at skrive læserbreve, blogge og være aktive på sociale medier.

Det er en dejlig uforpligtende måde at engagere sig politisk på. Et ”Synes godt om” der, og et ”Synes godt om” her. Måske endda også skrive på en politikers eller virksomheds væg på Facebook. Give udtryk for sin utilfredshed og forhåbentligt vil andre så ”synes godt om” ens indlæg og derefter vil der ske…intet. Fordi det hele forbliver snak og håb om at kunne inspirere andre, der så handler, så man ikke selv behøver det.

Man har selvfølgelig giver udtryk for sin holdning og har fundet glæde og tilfredshed i, at man ikke er alene med holdningen. Netop denne erkendelse har gjort ondt på mig, da jeg er et eksempel på denne type: masser af ord, men meget lidt handling. Og jeg ved godt, at man definere ord som handling, men det rykker ikke ved min fornemmelse af, at min indsats er ligegyldig. Men hvad gør man så, når et ”Synes godt om” ikke længere er nok?

Historien har eksempler på, hvordan det skal gøres. Faktisk starter det med en utilfredshed. Man deler denne utilfredshed med andre igennem ord. Men på et tidspunkt er ord ikke nok. Der skal handling til. Det sker, når der er opnået en kritisk masse i form af mennesker, der har fået nok. Så skabes en gruppe, hvis kollektive ressourcer kan anvendes til at skabe den ønskede forandring.

Så jeg finder trøst i, at processen starter med ord. Én person kan forandre verden. Hvis personen kan overbevise andre om, at de skal samarbejde om at skabe en forandring.

torsdag den 17. januar 2013

Hvad siger undersøgelser egentlig?


Der går ikke en dag uden, at vi præsenteres for undersøgelser i medierne. De fremlægges tit som fakta, men kan sjældent holde til at blive kigget efter i sømmene. Dette skyldes måske, at producenterne af undersøgelsen ikke er ude på at gøre os klogere, men på at påvirke os til at mene noget bestemt. Hvorfor skulle diverse interesseorganisationer ellers bruge ressourcer på at lave undersøgelser, hvis ikke de understøtter organisationens arbejde med at påvirke befolkningen?

Dette gælder også den undersøgelse der blev offentliggjort i går af Ugebrevet A4. http://www.ugebreveta4.dk/2013/201303/Onsdag/Skoler_og_foraeldres_indkomst.aspx

Den handler tilsyneladende om, at de riges børn går på andre skoler end de fattiges børn. Overskriften er ”Skoler er delt op på rige og fattige forældre”. Emneordene for undersøgelsen er ”ulighed”, ”ghettoer” og ”folkeskolen”, hvilket signalerer, hvad undersøgelsens formål er: at demonstrere, at vores skolesystem er delt op mellem rige og fattige.

Analysen er baseret på et udtræk fra Danmarks Statistik om den samlede indtægt fra børnenes husstand og sat sammen med, hvilke skoler som børnene går på.

Analysen bygger kun på den gennemsnitlige husstandsindkomst pr. skole.

Så hvad siger undersøgelsen egentlig?

Den siger, at der er forskel på den gennemsnitslige husstandsindkomst per skole. Det burde ikke være overraskende, da skolerne jo ligger i forskellige områder, hvor det kræver forskellige indtægter for at kunne bo. Vi ved jo godt, at det  kræver flere penge for at kunne bo i Nordsjælland end i Sydsjælland.

Men kan man derfor antage, at dem der tjener mange penge også har mange penge til rådighed? Nej, det kan man ikke. Undersøgelsen fortæller nemlig ikke noget om, hvor stor en procentdel af indkomsten, der går til faste udgifter.

Derved kan det tænkes, at den husstand der har en lav indtægt, men også lave faste udgifter, har et større rådighedsbeløb end den husstand der har en høj indtægt og høje faste udgifter. Så er man rig, når man tjener mange penge, eller når man har mange penge efter, at de faste udgifter er betalt?

For eksempel har mine naboer et større rådighedsbeløb end min husstand, selvom de er pensionister og jeg tilhører de 10 procent i Danmark, der tjener mest. Det skyldes, at min udgift til boliglån æder en meget stor del af min indtægt, mens deres bolig er gældfri.

Undersøgelsen påstår, at der er en sammenhæng mellem husstandsindkomst, at være ressourcestærk og have en bedre chance for succes senere i livet. Derfor ligger det implicit i undersøgelsen, at børn af ressourcestærke, forstået som dem med høj indkomst, skal blandes på skolerne med børn af ressourcesvage, forstået som med lavere indkomst. Men er denne påstand rigtig?

Undersøgelsen siger jo ikke noget om fordelingen eller variansen af husstandsindkomsterne. Det kunne jo tænkes, at på en skole, hvor den gennemsnitslige husstandsindkomst er, lad os sige, 700.000 kr., at nogle indkomster ligger på over en million og andre under 500.000 kr. Vi ved heller ikke noget om, hvor stor en procentdel af husstandsindkomsterne ligger i den øvre eller nedre del.

Det er heller ikke tydeliggjort i undersøgelsen, hvordan det kan lade sig gøre, at børn bliver dygtigere, jo flere penge deres forældre tjener. Det ligger blot som en præmis.

Så jeg er overbevist om, at undersøgelsen ikke siger andet end, at den gennemsnitlige hustandsindkomst varierer efter, hvor du bor.