#jegharoplevet en fejlslutning

På Twitter er der i disse dage en debat med hashtagget #jegharoplevet Kort fortalt er det historier, hvor personer har oplevet at få overskredet deres grænser eller har oplevet overgreb fra andre – typisk personer fra det andet køn.

Hashtagget blev startet af Dansk Kvindesamfund, hvilket gør at historierne har en kønsvinkel – eller måske nærmere en kønskamp, hvor mænd begår overgreb på kvinder. Der er nogle få oplevelser med kvinder vs. kvinder, mænd vs. mænd og seksuelle orienteringer vs. andre seksuelle orienteringer, men det er fåtallet. 

Så det er nærliggende at konkludere at mænd er nogle svin. Men er det den rigtige konklusion?

Der er nok i højere grad tale om et argument, hvor man på baggrund af undtagelserne (overgreb) tilskriver et objektivt karakteristika (mænd) bestemte egenskaber (svin) og konkluderer at disse egenskaber er knyttet til det objektive karakteristika.

På engelsk kaldes denne fejlslutning for cherry-picking, fordi man selv udvælger bestemte eksempler, men ignorerer alle de andre, der modsiger disse eksempler.

Der er utallige eksempler på denne fejlslutning. Det kunne være at arbejdsløse er dovne, de der stemmer Dansk Folkeparti er racister, politikere er utroværdige og folk med rødt hår er mere hidsige end andre.

Grunden til at jeg skriver dette, er for at gøre opmærksom på at denne fejlslutning forhindrer os i tale om andre løsninger end at straffe eller undgå de personer, der er så uheldige at have de objektive karakteristika.

Det medfører så at vi aldrig kan modbevise fejlslutningen, hvis ikke vi oplever folk med rødt hår, der har samme temperament som andre, en troværdig politiker eller en arbejdsløs, der knokler.

I tilfældet med #jegharoplevet er der flere, der påpeger at ikke alle mænd er ens. Hvis det var tilfældet, ville kvinder jo opleve overgreb fra alle mænd, hvilket heldigvis ikke er tilfældet.

Så fejlslutningen medfører en falsk konflikt mellem kønnene, hvilket ikke løser problemet med at nogle mennesker begår verbale og fysiske overgreb på andre.  Den falske konflikt består i en skelnen mellem mænd og kvinder. Vi oplever disse falske konflikter hver dag, der bunder i samme fejlslutning og de forhindrer at vi kan få et realistisk syn på problemet og dermed også finde en realistisk løsning.

Fordi hvis vi virkelig tror på at alle med et bestemt objektivt karakteristika også har bestemte egenskaber, så giver det os en ret til at behandle alle med disse karakteristika som om de har de bestemte egenskaber. 

  

Hvis vi derimod anser mennesker for at være forskellige, og at vi ikke kan generalisere ud fra bestemte objektive karakteristika, så bliver verden mere kompleks. Til gengæld bliver det muligt at finde frem til den virkelige årsag til at nogle personer begår verbale og fysiske overgreb, og derved også finde en løsning på problemet. Og det synes jeg at vi skylder både mænd og kvinder.

Hvorfor finder vi os i det?

Hver dag oplever jeg ting, der er urimelige. Jeg nævner i flæng: beskæftigelsespolitik, flygtningepolitik, skolereform, offentlige IT systemer, politikers opførsel, krav fra staten og krav fra arbejdsgiveren.

Konkret går det ud over mig selv, mine børn og andre mennesker – enten nogen jeg kender eller nogen, der lige så godt kunne have været mig, hvis jeg var født et andet sted eller været i en anden situation.

Det interessante er ikke, hvorfor der er en så urimelig behandling af borgere, vælgere, arbejdsløse, flygtninge, børn, syge, stressramte eller handikappede. Det interessante er, hvorfor vi finder os i det?

Det går jo ud over os alle sammen, når rettighederne forsvinder, mens kravene stiger. Måske er det ikke mig i dag, men det kan blive mig i morgen, der bliver ramt af arbejdsløshed, stress, sygdom eller blot endnu et hjernedødt krav fra staten, kommunen eller arbejdsgiveren.

Så hvorfor finder vi os i det? Jeg har tænkt en del over det.

En forklaring kunne være at vi er bange. Hvilke konsekvenser vil det have, hvis jeg gør oprør mod alle de urimeligheder, jeg oplever? Eller jeg skal ikke risikere noget ved at forsvare andre…

En anden forklaring er at vi har glemt, hvordan vi organiserer os, så vi kan udnytte vores kollektive styrke. Det er ikke på mode at tale om solidaritet, så i stedet taler vi om mig, mig og mig. De organisationer, der skulle tale på andres vegne er svækket, og ved ikke, hvad de skal gøre.

En tredje forklaring er at vi håber at vi ved hjælp af vores ord kan få andre til at handle. Vi og jeg skriver på Twitter og opfordringer til handling, men forbliver selv passive bag en skærm. Men ord er ikke nok. Desværre. 

Så jeg har givet mig selv nogle udfordringer:

1. Jeg vil bryde en regel, som jeg synes er urimelig. Mindst en gang om dagen.

2. Jeg vil sige fra, når en person eller et system stiller urimelige krav. Mindst hver anden gang.

3. Jeg vil opfordre andre til at gøre det samme. Hver gang jeg får muligheden.

Og så vil jeg læse Gene Sharps bog om ikkevoldelig modstand. Han beskriver 198 metoder. Du kan se en oversigt over dem her http://www.aforcemorepowerful.org/resources/nonviolent/methods.php

På den måde håber jeg på at blive mere modig, vise mere solidaritet og arbejde sammen med andre om at forbedre det samfund som vi er en del af.

Fordi hvis ikke jeg starter med at sige fra, hvem gør så?

Valgmuligheder til et valg

I morgen er der kommunal- og regionsvalg. Mange tænker på, hvad de skal stemme, mens andre tænker at det er ligegyldigt.  Personligt har jeg tænkt meget over min egen tilgang til politiske valg og er kommet frem til at jeg har fire valgmuligheder.

1.    Jeg kan tilvælge et politisk parti eller en kandidat.

Det er her at jeg stemmer på et parti eller en kandidat, fordi jeg mener at det eller den er den bedste. Det er det som politikertyper og min svoger gør, når han altid køber det samme produkt, fordi det bare er det bedste. De kunne aldrig drømme om at stemme på andet end ”deres parti” eller ”deres kandidat”. Det er dog umuligt for mig at finde et parti eller en kandidat, som jeg er helt enig med, og det leder mig til valgmulighed nr. 2

2.    Jeg kan fravælge nogle parter og kandidater

Det er her at jeg stemmer på et parti for at straffe nogle andre. Denne valgmulighed er der forbavsende mange i min omgangskreds, der vælger, når de siger at de stemmer. De stemmer Enhedslisten, fordi SF og S skal straffes. Eller de stemmer Liberal Alliance, fordi de er skuffet over Venstre.

3.    Jeg kan stemme blankt

Det er her at jeg tropper op i valgboksen og giver min utilfredshed luft ved at lade være at sætte et kryds. Dermed viser jeg at ingen af partierne eller kandidaterne er værdige. Eller det vil sige at ingen bemærker det, fordi min blanke stemme tæller med i den samlede valgprocent, og rykker ikke ved fordelingen af stemmer mellem partierne.

4.    Jeg kan være ikke-vælger

Denne tanke er forholdsvis ny, fordi mennesker, der ikke stemmer i lang tid er blevet udråbt til at være sofavælgere. Du ved, lade nederen typer, der går mere op i, hvad der er i chipsposen og i fjernsynet end, hvad der foregår i deres børns skole og i samfundet.

Man kan dog godt være politisk aktiv ved at være politisk inaktiv. Du spiller jo heller ikke et spil, som du synes er åndssvagt, så hvorfor give legitimitet til et system, som man synes ikke fungerer? At undlade at stemme bliver en legitim politisk handling for at henlede opmærksomheden på, modsat den blanke stemme, at det ikke er partierne eller kandidaterne, men systemet, som man er utilfreds med.

Under alle omstændigheder, så har vi flere valgmuligheder end der umiddelbart lægges op til. Du har jo til i morgen at overveje, hvilken mulighed du vil benytte dig af.  Om du vil udtrykke din støtte til et parti, kritik af andre partier eller en kritik af hele partisystemet, er nemlig dit valg.

Jeg er færdig med at være et barn af velfærdssamfundet

Jeg er et barn af velfærdssamfundet. Jeg er vokset op i et samfund med lighed, tryghed og tillid. Jeg er aldrig gået sulten i seng. Takket være alle de der i årevis har betalt deres skat, har jeg fået gratis uddannelse og lægehjælp.

Jeg havde altid troet på, at det altid skulle være sådan. At det var naturligt i Danmark, at alle havde råd til mad at spise og en seng at sove i. Men ikke længere. Siden den såkaldte finanskrise indtraf, har jeg med bekymring hørt magtfulde mennesker tale om, at vi ikke længere har råd til den velfærd som jeg voksede op med.  Og de sætter handlinger bag deres ord. Besparelser, fattigdom og stigende ulighed er blevet en del af dagligdagen. Og det bliver accepteret uden andet end et ”Sådan er det jo.”.

De siger, at det er fordi vi ikke har råd til velfærden, men sandheden er en anden. At reglerne har ændret sig uden nogen rigtigt har besluttet det. Det startede med at bankerne manglede penge. Politikerne besluttede sig for at give dem skatteydernes penge.

De siger, at det er et lån, men jeg tror mere, at det var en gave. En gave der bestod i, at politikernes største omsorg ikke længere var forbeholdt borgerne, men virksomhederne. Især de finansielle, hvis gunst staterne nu konkurrerer om.

Og her står jeg som et barn der er blevet efterladt, at den stat som altid har passet på mig. Den, der gav mig uddannelse, lægehjælp og som jeg altid kunne regne med, hvis jeg fik problemer. Men ikke længere.

Og jeg har indse, at jeg ikke længere er et barn. Jeg er en voksen, der selv har børn. Og jeg er bekymret. Jeg er bekymret for, hvilken fremtid de skal opleve. Jeg er bekymret for de politikere, der ikke længere har et håb om, at velfærdssamfundet kan reddes. Nu handler det om at kunne konkurrere. Konkurrere med andre samfund, andre virksomheder og andre mennesker.

Og som den voksne jeg er, kan jeg ikke bare lade stå til, mens nogle få ødelægger det for os andre. Politikere og topledere der fortæller os, at vi må forberede os på hårde tider, mens de tildeler sig selv privilegier som vi andre kun kan drømme om.

Jeg har indset, at jeg er blevet svigtet. Efterladt af dem som jeg stolede på. Men ikke længere. En voksen må tage ansvar, og jeg har tænkt mig at tage mit. Ikke kun for mig selv eller for mine egne. Men for velfærdssamfundet. Ikke den kvælende dominerende moderstat eller den strenge kolde faderstat, men det samfund, hvor alle havde en mulighed. Hvor alle var garanteret en minimum levestandard.

Jeg har aldrig identificeret mig med et politisk parti eller en politisk retning. Kald mig bare socialist, fordi jeg mener, at vi skal passe på hinanden. At ikke alle har samme forudsætninger for at opnå vores mål. At ingen kan klare sig alene.

Kald mig også liberal, fordi jeg mener, at frihed er det dyreste vi har. At vi alle er lige, og ingen har ret til at bestemme over andre.

Jeg kunne godt tænke mig at være med til at skabe et samfund, der minder om det som jeg voksede op i. Hvor børn ikke går sultne i seng. Hvor der er håb om en fremtid. Hvor alle får en chance, og nogle får endda flere. Hvor der er tillid og overskud.

Jeg ved ikke helt, hvor jeg skal starte, men jeg skal nok finde ud af det.  Jeg er jo først lige blevet færdig med at være et barn af velfærdssamfundet.