De fleste kender nok udtrykket at
være kærestekedelig. Det bruges af venner, når en person får sig en kæreste, og
kun ønsker at være sammen med denne person, og ikke længere tilbringer tid
sammen med vennerne.
Udtrykket kan dog også bruges på en
anden måde. Når man har været kærester i længere tid, eller måske endda gift i
mange år sker der en forandring i, hvordan man tænker om den anden. Det er
blevet hverdag, og det som man før anså for at være specielt er nu blevet
almindeligt. Man tager hinanden for givet. Det er ikke noget der sker fra den
ene dag til den anden, men kommer ligeså stille snigende.
Snakken om drømmene, følelserne og
tankerne afløses af udvekslinger om, hvem der køber ind, henter børn og om man
skal sige ja eller nej til den indbydelse på lørdag. Når man siger farvel er det ikke længere med
kys og kram der varer 5 min. Det går fra at være et ”jeg elsker dig, og savner
dig allerede” over til at blive et hurtigt kys, så et hej og endelig et ”Hej,
hej, vi ses” råbt i døren til den anden der befinder sig i et andet rum.
Fritiden bruges heller ikke til at
dyrke hinanden. Man ligger ikke i timevis og kysser, mens man spørger ind til
hinandens oplevelser og interesser. I stedet spørger man: ”Har du haft en god
dag, mens ens tanker er beskæftiget med, hvad man hellere ville gøre, i stedet
for at lytte til svaret. Man prøver ikke
længere at imponere den anden ved at gøre eller sige noget som man er sikker på
vil gøre indtryk. Man er blevet en kedelig kæreste, eller med andre ord: man er
kærestekedelig.
Godt set .... gjorde du noget ved det da du fandt ud af det???
SvarSlet