Der er et spørgsmål, der har
bevæget sig rundt i mit hoved igennem længere tid. Det handler om, hvad man
gør, når man gerne vil skabe en forandring på samfundsniveau. Vi har jo et helt
system, der er dedikeret til den slags: politiske partier og
interesseorganisationer. Alle sager og synspunkter er repræsenteret. Lige fra
bilister over miljø til sociale problemstillinger. De politiske partier spænder
også bredt: lige fra: enhver skal kunne klare sig selv til staten er din ven.
Eller sådan er det på papiret.
Fordi virkeligheden er en anden. Det er som en fætter-kusine fest, hvor alle kender
hinanden, og det er en lukket fest. Os der ikke er med, får at vide, at vi kan
gifte os til det gode selskab. Meld dig ind, mød op og engager dig, Men det strider jo imod ideen
om, at de skulle repræsentere os der ikke er med?
Så hvad gør man, når man
oplever, at dem der burde, ikke repræsenterer ens interesser?
Man kunne tie stille og finde sig i
det. Og i apatisk stemning bukke hovedet og trække på skulderne, mens man
hvisker ”Sådan er det jo.”
Man kunne også bruge sin stemme.
Enten ved at brokke sig til andre over ”de satans politikere og imbecile
offentlige ansatte, der kører landet i sænk”. Eller ved at skrive læserbreve,
blogge og være aktive på sociale medier.
Det er en dejlig uforpligtende måde
at engagere sig politisk på. Et ”Synes godt om” der, og et ”Synes godt om” her.
Måske endda også skrive på en politikers eller virksomheds væg på Facebook.
Give udtryk for sin utilfredshed og forhåbentligt vil andre så ”synes godt om”
ens indlæg og derefter vil der ske…intet. Fordi det hele forbliver snak og håb
om at kunne inspirere andre, der så handler, så man ikke selv behøver det.
Man har selvfølgelig giver udtryk
for sin holdning og har fundet glæde og tilfredshed i, at man ikke er alene med
holdningen. Netop denne erkendelse har gjort ondt på mig, da jeg er et eksempel
på denne type: masser af ord, men meget lidt handling. Og jeg ved godt, at man
definere ord som handling, men det rykker ikke ved min fornemmelse af, at min
indsats er ligegyldig. Men hvad gør man så, når et ”Synes godt om” ikke længere
er nok?
Historien har eksempler på, hvordan
det skal gøres. Faktisk starter det med en utilfredshed. Man deler denne
utilfredshed med andre igennem ord. Men på et tidspunkt er ord ikke nok. Der
skal handling til. Det sker, når der er opnået en kritisk masse i form af
mennesker, der har fået nok. Så skabes en gruppe, hvis kollektive
ressourcer kan anvendes til at skabe den ønskede forandring.
Så jeg finder trøst i, at processen
starter med ord. Én person kan forandre verden. Hvis personen kan overbevise
andre om, at de skal samarbejde om at skabe en forandring.
Tak for et fortrøstningsfuldt indlæg.
SvarSletEt spørgsmål: Hvad er det, som du gerne vil forandre?
Godt spørgsmål.
SvarSletDet ambitiøse svar er nok vores samfund. Den måde som folk behandler hinanden på og den måde som ressourcerne bliver fordelt eller ikke fordelt.
Det realistiske svar er nok, at inspirere andre til at tænke en mere brugbar tanke, der fører til en brugbar handling og en forbedring af deres liv.
Begge svar er gode. :-)
SvarSletVi har gang i noget i samme tråd ovre på Borgerlyst.dk. Kig forbi ved lejlighed.
Det ser meget interessant ud. Kan vi forsætte samtalen under private former?
SvarSletHelt sikkert. Du kan fange mig på andreas@borgerlyst.dk.
SvarSlet