Guide til at tale politisk

Politikere taler et andet sprog end os andre. Det skyldes, at de tror, at ord skaber virkeligheden. Så hvis man bruger bestemte ord bliver virkeligheden som man siger, at den skal blive. Derfor bruger de positive ladet ord om dem selv, og negativt ladet ord om deres modstandere i håb om, at virkeligheden lader sig forme.

Det er selvfølgelig noget sludder. For det første kan vi godt gennemskue løgne eller new speak som Orwell ville kalde det. For det andet ændrer fakta sig ikke bare, fordi vi benægter dem. Eller som Shakespeare skrev: ”Hvad ligger der i et navn? Det, vi kalder en rose, ville dufte lige sødt, uanset hvad den kaldes”

Til gengæld er det frustrerende, at ikke vide, hvad politikere egentlig mener, så her er der en lille guide:

Ord, der ender på ”pakke”: Ideen om, at ordet pakke er positivt ladet, og derfor vil blive modtaget med kyshånd, da alle gerne vil have en pakke. I virkeligheden dækker ordene over love, der kan være alt andet end positive. Tag fx tryghedspakken, der medførte mere overvågning eller genoprettelsespakken, der halverede dagpengeperioden.

Ord, der ender på reform: Normalt er en reform en fredelig form for revolution, der skal skabe forbedringer i samfundet. Politikere anvender dog ordet i betydningen af nedskæringer, hvor de, der har færrest ressourcer, skal give til de, der har flest ressourcer. Seneste eksempel er SU-reformen.

Ord, der ender på forringelser, skat eller afgift: Politikernes betegnelse for pakker, som  deres modstandere indførte.

Ord, der ender på nedskæringer: Betegnelse for de reformer, som modstanderne indførte.

Hvis du er i tvivl, så er en god fingerregel, at der er en sammenhæng mellem, hvor positivt det lyder og hvor negativt indhold det har.