Når staten opfører sig som Danske Bank

Danske Bank er blevet kritiseret for mange ting.

De opfører sig som hyklere ved at lancere en kampagne om det nye normale, men opfører sig som om alt er ved det gamle. De iværksætter tiltag for at slippe af med de kunder, som de ikke tjener penge på. De tænker kun på penge og giver til gengæld en stor fuckfinger til det samfund som de er en del af.

Med fare for at blive beskyldt for at udvikle paranoia, vil jeg påstå, at denne beskrivelse minder uhyggeligt meget om, hvordan staten er begyndt at opføre sig.

Borgere er reduceret til kunder, og de, der koster penge, må finde sig i at staten ser stort på deres rettigheder, når de overvåges og udspørges om emner, der normalt ikke kommer staten ved. Men alle midler tages i brug, fordi staten skal jo spare penge. Så der iværksættes tiltag som nedskæringer i SU, tiltag til at stresse arbejdsløse og generelle besparelser, så de, der får penge fra staten ikke koster for meget.

Til gengæld fokuseres der på de gode kunder. De, der betaler meget i skat og de, der ikke er afhængige af sociale ydelser.  De får de ydelser, som de dårlige kunder, normalt modtog.

Alt dette er bliver iklædt en retorik, der i bedste fald kan beskrives som virkelighedsfjern og i værste fald er propaganda. Der er ikke tale om nedskæringer, men om reformer. Man beskærer ikke SU’en, men man skærer hjørner af, som om der var tale om en kage med overflødigt glasur.

Ordene er, at alle skal bidrage, men handlingerne viser, at toppen går uberørt. Som bankdirektører, der forklarer, at lønniveauet skal ned, samtidig med at deres egen løn stiger 15 procent om året.  Politikere lovgiver om øget overvågningen af borgerne, men vedtager selv love, der gør det svært for andre, at følge med i, hvad politikerne laver.

Dette er hykleri på linje med Danske Banks New Normal kampagne. Retorikken siger, at det er for jeres eget bedste, men dækker over, at staten har glemt, at den er til for borgerne og ikke omvendt.

Alt dette skal naturligvis bruges til at skaffe penge, men det er mig en gåde, hvorfor staten anser penge for at være et mål i sig selv. Hvis det var en bank, ville det give mening, men en stat, der har glemt det samfund, som den er en del af, er en skræmmende tanke.

Som at Danske Bank lavede lovene i samfundet uden at tænke på, hvilke konsekvenser det vil have, når kunderne en dag ikke vil finde sig i mere.