Det stille oprør

Normalt tænker jeg på oprør som noget aktivt. Noget revolutionært. Det er der, hvor folket går på gaden og viser deres utilfredshed. Højlydt. Ikke kun med ord, men også med handlinger. De bryder lovene, reglerne og normerne. De kæmper mod dem, der vil opretholde uretfærdigheden. De kæmper med våben og vil fjerne deres modstandere fysisk. Men oprør kan også komme i en anden form.

Her er der ingen våben, ingen råb, men stilhed. Du kender det fra den manglende reaktion, når du kommer med et forslag til din kollegaer. I det stille oprør bruger man ikke stemmen eller hænderne, men ryggen. Ved at vende den mod det, som man gør oprør imod.

Tusindvis af unge gør det hvert år, når de ikke tager en uddannelse. De omtales som svage, som ikke-boglige og som nogen, der skal hjælpes. Men hvad, hvis det ikke er tilfældet?

Hvad, hvis de unge er oprører, der ikke vil finde sig i det pres som store dele af samfundet kan lægge på dem, hvis de tager en uddannelse? Presset om at bevise, at man er succes ved at få job, bil og ejerbolig? Og pludselig sidder man i gæld til halsen og ens frihed er reduceret til at vælge, hvilken vej man vil køre hjem fra arbejde eller hvor rejsen i sommerferien skal gå hen. Så de unge giver fingeren til den status som penge giver.

Beslutningstagerne, virksomhedslederne, politikerne er selvfølgelig bekymrede over de mange unge, der vender ryggen til den eksisterende samfundsstruktur. Tænk, hvis oprøret bredte sig. Så ville virksomhedslederne mangle arbejdskraft og lønningerne ville stige. Politikerne ville ikke længere kunne påvirke borgerne igennem økonomiske incitamenter. Borgerne ville ikke bruge så meget energi på økonomiske bekymringer, og tænk, hvad de så ville kunne finde på.

Men politikerne og virksomhederne forsøger at dæmpe oprøret. De unge skal have samtaler med velmenende studievejledere og sagsbehandlere. De unge får at vide, at det er vigtigt at tage en uddannelse, fordi så kan du få et job. De hører mantraet: Performe, konkurrence og yd, hver eneste dag.

Men de unge har gennemskuet løgnene. De arbejdsløse modsiger politikerne. En uddannelse er ingen garanti for at få et job og det gode liv er ikke defineret af, hvor mange penge man har.

 Så hvis vi andre, der allerede sidder i saksen, kan finde ud af, hvordan vores stille oprør skal være, så er der måske håb om et bedre samfund.