Derfor hader jeg navnene på offentlige myndigheder

Siden Orwell skrev 1984, har det været en offentlig kendt hemmelighed at navnene på offentlige myndigheder og deres ydelser bliver navngivet ud fra, hvad det ikke er. Orwell kaldte dette for nysprog. 

Ideen bag nysprog er at ord definerer virkeligheden, så hvis vi vil skjule, hvad en offentlig myndighed virkelig laver, så skal vi kalde den det modsatte af, hvad den er. At et ministerium, der beskæftiger sig med tortur og overvågning, blev kaldt for Kærlighedsministeriet i Orwell bog, er kun et ud af mange eksempler.

Orwell viste at nysprog virker pacificerende på oprør mod staten, fordi hvordan gør man oprør mod organisationer, der har navne som Beskæftigelsesministeriet, Justitsministeriet og Folketinget? Organisationerne har jo navne, der signaler at de vil os det bedste. Virkeligheden er dog desværre at Beskæftigelsesministeriets område ikke beskæftigelse, men handler om at stresse arbejdsløse. Justitsministeriet går foran med lovbrud og uretfærdigheder og Folketinget består af alt andet end af folket.

Dette er den egentlig årsag til at kommunikationstyper forsat anvender nysprog. Fordi det gør os usikre på, hvad virkeligheden er. Vi er vant til at ord afspejler virkeligheden. Hvis vi drikker mælk, forventer vi ikke at smage eddike, eller hvis vi spiser kage, forventer vi at smage noget sødt.

Det omvendte gør sig dog gældende for ordene på offentlige myndigheder og deres ydelser. Så når vi ringer til akuttelefonen, oplever vi ventetid, NemId gør det vanskeligt at logge ind, og hvis vi fik den samme service i en butik som hos Udlændingeservice, ville vi aldrig sætte vores fødder der igen.

Derfor hader jeg navnene på offentlige myndigheder. Ikke alene gør de vold på ord og virkelighed, men de pacificerer os ved at gøre os usikre på hvad meningen med myndighederne egentlig er – fordi ordene signalerer gode ting, mens vores erfaringer siger noget andet.

Folketinget skifter navn

Efter at have heddet Folketinget i mange år, har Folketinget besluttet at det er på tide at skifte navn.

Folketingets formand, Mogens Lykketoft, forklarer baggrunden for beslutningen: ”Ja, det startede jo i forbindelse med finanskrisen, hvor vi blev kritiseret for ikke at repræsentere folket. Vi blev kaldt virkelighedsfjerne og de riges lakajer. Så vi kontaktede en ekspert i branding, der sagde at det ikke var noget problem, så længe at vi blot afvise kritikken, så det gjorde vi. Men nu synes vi ikke at den går længere. Jeg mener - se blot Mette Frederiksen, der roser en aftale, der ødelægger hverdagen for store dele af befolkningen. Det samme gør sig gældende for den tidligere justitsminister, Morten Bødskov, uddannelsesministeren, Morten Østergaard og finansministeren, Bjarne Corydon, der alle har vist at vores loyalitet ikke er rettet mod folket."

"Så nu har jeg sagt stop. Vi kan jo ikke blive ved med at lyve, og hvis vi som en særlig elite ikke skal miste befolkningens opbakning, bliver vi nødt til at se sandheden i øjnene – at vi hverken repræsenterer folket eller dets interesser. Sagt mellem os, giver det også en hvis form for selvlede at udgive sig for noget som vi ikke. Så jeg er glad for at mine kollegaer var enige med mig, da jeg foreslog et navneskift. Vi har endnu ikke besluttet, hvad vores nye navn skal være. Det skal jo helst bevare det positive signal, men samtidig også vise, hvem vi virkelig er. Så navne som Banktinget, Den Politiske Elite og De Overprivilegerede er jo udelukket på forhånd. Det kræver selvfølgelig en del branding, men vi har jo i forvejen en masse af den slags eksperter ansat. Pressen har heldigvis også lært at vi ikke giver dem historier, hvis de er for kritiske overfor os, så jeg tror nu nok at det skal lykkes.”

Folketinget oplyser at navneskiftet først træder i kraft efter næste valg, da de ellers er nervøse for, hvilken indflydelse det vil have på valgresultatet. De oplyser også at næste skridt vil være navneskift for ministerierne og offentlige myndigheder, for som Lykketoft siger ”Lad os være ærlige – de fleste navne på offentlige myndigheder er stærkt misvisende.”

Forbrugerrådet bifalder Folketingets beslutning, fordi ”…det er på tide at de politiske forbrugere ikke længere vildledes af falsk markedsføring.”

Valgmuligheder til et valg

I morgen er der kommunal- og regionsvalg. Mange tænker på, hvad de skal stemme, mens andre tænker at det er ligegyldigt.  Personligt har jeg tænkt meget over min egen tilgang til politiske valg og er kommet frem til at jeg har fire valgmuligheder.

1.    Jeg kan tilvælge et politisk parti eller en kandidat.

Det er her at jeg stemmer på et parti eller en kandidat, fordi jeg mener at det eller den er den bedste. Det er det som politikertyper og min svoger gør, når han altid køber det samme produkt, fordi det bare er det bedste. De kunne aldrig drømme om at stemme på andet end ”deres parti” eller ”deres kandidat”. Det er dog umuligt for mig at finde et parti eller en kandidat, som jeg er helt enig med, og det leder mig til valgmulighed nr. 2

2.    Jeg kan fravælge nogle parter og kandidater

Det er her at jeg stemmer på et parti for at straffe nogle andre. Denne valgmulighed er der forbavsende mange i min omgangskreds, der vælger, når de siger at de stemmer. De stemmer Enhedslisten, fordi SF og S skal straffes. Eller de stemmer Liberal Alliance, fordi de er skuffet over Venstre.

3.    Jeg kan stemme blankt

Det er her at jeg tropper op i valgboksen og giver min utilfredshed luft ved at lade være at sætte et kryds. Dermed viser jeg at ingen af partierne eller kandidaterne er værdige. Eller det vil sige at ingen bemærker det, fordi min blanke stemme tæller med i den samlede valgprocent, og rykker ikke ved fordelingen af stemmer mellem partierne.

4.    Jeg kan være ikke-vælger

Denne tanke er forholdsvis ny, fordi mennesker, der ikke stemmer i lang tid er blevet udråbt til at være sofavælgere. Du ved, lade nederen typer, der går mere op i, hvad der er i chipsposen og i fjernsynet end, hvad der foregår i deres børns skole og i samfundet.

Man kan dog godt være politisk aktiv ved at være politisk inaktiv. Du spiller jo heller ikke et spil, som du synes er åndssvagt, så hvorfor give legitimitet til et system, som man synes ikke fungerer? At undlade at stemme bliver en legitim politisk handling for at henlede opmærksomheden på, modsat den blanke stemme, at det ikke er partierne eller kandidaterne, men systemet, som man er utilfreds med.

Under alle omstændigheder, så har vi flere valgmuligheder end der umiddelbart lægges op til. Du har jo til i morgen at overveje, hvilken mulighed du vil benytte dig af.  Om du vil udtrykke din støtte til et parti, kritik af andre partier eller en kritik af hele partisystemet, er nemlig dit valg.

Vi bliver først hørt, når vi ikke bruger vores stemmer

Politikere – I har et problem

Den 19. november skal der være kommunalvalg. Der er dog et problem. Valgdeltagelsen har igennem de sidste mange år faldet, og ramte et nyt lavpunkt ved sidste valg i 2009, hvor valgdeltagelsen var 65,8 procent. Det var det laveste i 35 år. Faktisk var det hver tredje, der ikke deltog i en af de ting, der kendetegner et demokrati.

Så hvad gør politikerne, når folket ikke vil stemme? De hyrer et reklamebureau til at lave en kampagne, der skal opfordre os til at bruge vores stemme. På samme måde som virksomheder laver kampagner for at få os til at købe et produkt, som vi sagtens kan leve uden. (Du kan læse om kampagnen her http://www.kl.dk/Momentum/momentum2013-12-3-id135593/)

Ikke-vælgere

Det bekymrer politikere at stemmedeltagelsen falder, og med god grund. I Tyskland stiger antallet af ikke-vælgere. (Du kan læse om det her http://www.b.dk/globalt/tysk-valg-ikke-vaelgerne-har-overtaget).

I Danmark taler medier og politikere om sofavælgerne, som om at en ikke-vælger er en passiv type, der hellere vil se fordummende fjernesyn og spise junkfood, end at tage ansvar og deltage i demokratiet.

I Tyskland er der dog intet passivt over de, der ikke vil stemme. Det er et bevidst valg, som flere og flere tager. Og tanken er tiltalende, fordi de stiller spørgsmålet: ”Hvorfor skal jeg overhovedet stemme?”  Det samme spørgsmål kunne man stille sig som dansker.

Jeg ignorerer jer for at få jeres opmærksomhed

Politikerne og reklamekampagnen siger at man skal tænke sig om, før man ikke stemmer. Og kære reklamebureau og politikere. Jeg har tænkt mig om. Jeg overvejer kraftigt ikke at stemme. Fordi I har vist mig at min stemme er ligegyldig. Jeg kan ikke stole på jeres ord. I er utroværdige. I vægter tal i et regneark højere end de mennesker, der støttede jer, da I bad om vores hjælp.

Så hvorfor skulle jeg legitimere jeres hykleri? I bruger ord som folkevalgte og folkets repræsentanter, men går imod folkets interesse, for at varetage jeres karriere.

Så fuck jeres kampagne. I kunne havde valgt en anden vej. I kunne havde ændret jeres adfærd ved at holde hvad I lovede. I kunne havde sagt undskyld for jeres arrogance og løgne. Men i stedet valgte I at lave en reklame - som om at demokratiet er en vare, der skal sælges.

Hvis jeg ikke stemmer, så er det ikke fordi at jeg sidder i sofaen, men fordi I klæber til taburetterne. I vil have mig til at stemme for at give jer legitimitet, men det er slut. Jeg tror ikke længere på jer. Og når jeg ikke tror på jer, hvorfor skulle jeg så tro på jeres kampagne?

Så jeg bruger min stemme til at ignorere jer, fordi det er den eneste måde, hvorpå at jeg kan blive hørt. Hvis vores antal bliver stort nok, så vil jeres hykleri larme midt i vores tavshed. Så vi ignorerer jer for at få jeres opmærksomhed. Og så ændrer I måske adfærd, og vælger en anden vej end at lave en reklame. 

Mangler du en undskyldning?

Nogle gange er vi bange for at foretage os noget. Mest fordi vi er bange for at fejle eller bange for konsekvenserne. Det er selvfølgelig ikke det, vi siger til os selv eller andre, men hvis du mærker efter, har du det måske lige som jeg.

At min søgen efter perfektionisme nogle gange forhindrer mig i at handle. Og så er det lettere at finde på en undskyldning end at erkende sandheden: At jeg er bange. Bange for at mislykkes og bange for at miste kontrollen.

Så hvis du mangler nogle undskyldninger for ikke at prøve at realisere dine drømme, så er der inspiration her:

1.     Jeg er for gammel/for ung.

2.     Jeg er ikke dygtig nok.

3.     Jeg har prøvet den før, og det lykkedes ikke.

4.     Jeg kan ikke gøre det på grund af min familie/job/uddannelse/venner/økonomien.

5.      Jeg har ikke tid/lyst/evne/erfaring.

6.     Jeg gør det en dag, hvor jeg ikke kan bruge nogle af de andre undskyldninger.

Måske er dine undskyldninger reelle nok. For mit eget vedkommende vil jeg blive ved med at bruge dem for at undgå at fejle eller miste kontrol.

Dette er en overspringshandling

Jeg er i gang med at læse en bog om overspringshandlinger. Den hedder ”the art of procrastination - a guide to effective dawdling lollygagging and postponing”, og er skrevet af John Perry, der er professor i filosofi.

Hvad bogen handler om, er mindre vigtigt end hvilke tanker den igangsatte i mig. Mens jeg læste opstod der et spørgsmål, der stadig brænder i mig: ”Hvorfor overspringshandler jeg?”

Det har altid været en gåde for mig, hvorfor jeg tit gør noget andet end det, som jeg ved ville være godt for mig.

Så her er en (ukomplet) liste over, hvorfor jeg foretager overspringshandlinger. Måske kan du bruge den til noget, og hvis ikke, så undgik jeg at lave noget, som jeg ikke gad, mens jeg skrev den:

1.     Jeg gider ikke. Nogle opgaver er så hamrende kedelige at jeg helst vil undgå dem, fordi jeg håber på at de enten: a. Forsvinder af sig selv, eller b. En anden laver den.

2.     Jeg er bange. En pænere formulering ville være at jeg ikke kan overskue konsekvenserne, hvis jeg udfører en bestemt opgave, fordi den vil medføre noget uforudsigeligt. Men faktum er at frygten for, hvad der vil ske, når jeg har udført opgaven, tit får mig til at lave overspringshandlinger.

3.     Jeg er inkompetent. På trods af mine mange talenter, så er der nogle ting, som jeg ikke kan. Det er selvfølgelig ikke den egentlige årsag (se punkt 1 og 2), men der er nogle opgaver, som jeg ikke ved, hvordan jeg skal løse. Så i stedet for at finde ud af, hvordan de kan løses, laver jeg overspringshandlinger.

Så er der en konklusion? Ja, det er der. Overspringshandlinger anses tit for at være dårlige, men egentlig er de indikatorer på en årsag. Så i mine mere positive øjeblikke tænker jeg at jeg kan:

1.     Træne min viljestyrke og være disciplineret

2.     Se min frygt i øjnene og være modig

3.     Lære noget nyt

Om det sker vil tiden vise. Nu ved jeg i hvert fald, hvorfor der findes overspringshandlinger i mit liv – deres opgave er at fortælle mig noget om mig selv.

Dr. Strangelife eller: Hvordan jeg prøver at holde op med at bekymre mig og at elske problemer.

I denne uge har der været diskussioner om Syrien og lakridspiber. 

Diskussionerne handlede (og handler om) om, hvilke konsekvenser (hvis nogen) det skal have at Syriens ledere har brugt kemiske våben mod sin egen befolkning, og om EU ville forbyde lakridspiber, fordi de ligner…ja, piber. 

Og hvis man nedvurderer andres intelligens kan man åbenbart tro at lakridspiber får folk til at ryge pibe.

Det var ret let at danne en mening om lakridspiberne, og meningerne kunne deles op i to grupper. Den første:  ”EU skal blande sig uden om” Den anden: ”Hold nu kæft med de lakridspiber. Der findes vigtigere ting som fx Syrien”

Og hvorfor skriver jeg det her?

Fordi det illustrerer noget centralt i vores liv: At nogle problemer er lettere at løse end andre. De lette problemer kaldes for gode, og de vanskelige problemer kaldes for onde.

Gode problemer kan løses uden at det skaber nye problemer, mens de onde…ja, det har du sikkert gættet, er en spiral af problemer, hvor du løser et, og pludselig står med et nyt.

Så problemer er et vilkår. Vi kommer ikke af med dem. Vi kan løse de gode, og de er som regel lette at have en mening om. Mens de onde problemer har ikke en oplagt løsning.

Det betyder jo ikke at vi ikke skal prøve at løse onde problemer, men det vil blot føre til nye problemer som det vil være tilfældet med Syrien. Uanset, hvad der gøres, vil det føre til nye problemer. 

Det gør sådan en som mig i tvivl om, hvilken holdning jeg skal have. Fordi uanset, hvilken løsning, som jeg foreslår, vil den blot føre til nye problemer.

Derfor er det lettere for mig at have en mening om lakridspiber end om Syrien. Ligesom onde problemer ødelægger den illusion, som jeg har om at leve et problemfrit liv. Fordi der vil altid være problemer, der når de løses, fører til nye problemer. 

Det burde få min idiothjerne til at stoppe med at bekymre sig, og i stedet for arbejde på at få løst problemerne. 

Men illusioner er vanskelige at slå ihjel. Især når de er meget attraktive. Som den lette løsning.