Efter at have skrevet et forsvar
for at være anonym på internettet, tænkte jeg, at det at være anonym har flere
facetter. Det handler også om ikke at skulle bekymre sig for, hvad der sker,
når man siger sin mening eller handler efter sin overbevisning. Nogle kalder
det ytringsfrihed, andre kalder det demokrati og andre kalder det en
menneskeret. Det er nok lidt af det hele, og det er under pres.
Presset skyldes forskellige
årsager, men bunder i en klassisk problemstilling mellem dem der vil manipulere
og dem der ikke vil manipuleres med. Det rejser et spørgsmål om sandhed, som på
trods af rygter om dens død, stadig lever i bedste velgående.
Så friheden er under pres. Friheden
til at sige, hvad man vil og friheden til at gøre hvad man vil. Magthavere
ønsker ikke at blive udfordret på om det som de påstår er sandheden, og de ved
åbenbart bedre end nogen anden, hvad vi borgere er i stand til og hvad vi har
behov for.
Vi har politikere, der går på
kurser i at tale udenom, og vi har journaliser der træner dem, og samtidig
accepterer det, når de interviewer dem.
Politikerne er jo
karrieremennesker, der ikke længere behøver at have visioner for samfundet, men
blot en vision om, hvordan de overtaler vælgerne til at stemme på dem. Så
derfor skal informationerne redigeres, så de passer til politikernes vision. De
øger overvågningen af borgerne, og svækker samtidig borgernes muligheder for at
gennemskue politikeres handlen og færden. De har professionelle taleskrivere,
analytikere og rådgivere der skal hjælpe dem med at opnå deres mål: at blive
genvalgt.
Vi har en stat, der i stigende grad
opererer som en virksomhed ud fra økonomiske interesser, og demokrati som
borgerinddragelse, retssikkerhed og rettigheder anses for at være forhindringer
for at økonomisk effektivitet. Aktindsigt, høringer og afstemninger er jo kun
noget der risikerer at stride imod magthavernes beslutninger, så der er en
stigende grad af svækkelse og omgåelse af disse demokratiske principper. Den
nye offentlighedslov er kun et eksempel ud af mange på, at politikere ikke
ønsker, at borgerne skal have mulighed for at blande sig i statens arbejde.
Korte høringsfrister, dokumenter der forsvinder og diverse juridiske
tryllerier, hvor lovens ånd slås ihjel, indikerer, at demokratiet ikke er så
stærkt som det burde være.
Det rejser spørgsmålet om, hvad man
så kan gøre, hvis man vil udtrykke sin utilfredshed med tingenes tilstand og samtidig
forhindre magthaverne, om det så er politikere, staten eller ledelsen i en
virksomhed i at stoppe en i at kritisere dem.
Svaret er jo, at være anonym. Det
gør det vanskeligere at stoppe en stemme der udtrykker en ide, når den ikke har
et ansigt og ikke er bange for at blive retsforfulgt eller fængslet. Bureaukraterne
benytter selv samme teknik, når det bliver organisationen der træffer
beslutningen, og ikke enkeltpersoner. Det er aldrig en sagsbehandler der har
besluttet, at et barn skal udvises fra landet, men det er Udlængestyrelsen. Det
er aldrig nogle få politikere der beslutter, hvad partiets linje er. Med andre
ord gemmer de sig bag kollektivet, og fremstår derfor anonyme.
På arbejdspladser gemmer
magthaverne sig bag de regler som de selv har formuleret. De menneskeskabte
regler bliver til naturgivne betingelser, der fortæller dig, hvad du kan og
hvad du skal. Lige indtil du sætter spørgsmålstegn ved dem. Så dukker
menneskerne bag reglerne frem og giver dig det som en kritiker fortjener: en
straf for at udfordre dem.
Du er måske skeptisk. At det kun er
kujoner der ikke tør stå ved deres mening. Det er som regel det argument som
magtfulde mennesker fremfører. De vil gerne identificere deres modstander ved
navn, så de kan bekæmpe dem, fordi de ved, at de har ressourcerne til at knuse
modstanden. Omvendt ved alle vi andre, hvad frygt for konsekvenser gør ved
kritik og alternative løsninger. Vi tier stille, mens vi finder os i noget, som
vi kan og burde ændre, hvis vi blot havde modet.
Omvendt kan du jo tænke på hvorfor
du var stille sidste gang du egentlig gerne ville have modsagt nogle. Du kan
også overveje om du nogensinde har følt dig magtesløs, fordi en stemme indeni
dig sagde, at du skulle sige noget, gøre noget, vise modstand, men du undlod
det. Fordi du var bekymret for konsekvenserne.
Tænk så på, hvad du havde sagt
eller gjort, hvis du havde været anonym.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar