Hobbitten og noget om ledelse

Hvis man ser bort fra, at filmen, hobbitten, er optaget med en ny teknologi og at historien handler om at hvile, kæmpe, løbe og så starte forfra, hvilket er en historie om de menneskelige vilkår, så fortæller den os om ledelse. Den fortæller os om, hvad ledelse plejede at være og udstiller derved den moderne form for ledelse.

Selvom hovedpersonen er hobbitten, Bilbo, så er den centrale figur kongen, Thorin Egeskjold. Han er den indirekte årsag til den rejse som filmen beskriver. Hans folk blev jaget væk fra deres by af en drage, og kongen har besluttet sig for at tage det tilbage som retmæssigt er hans. Han har samlet andre, der gerne risikerer deres liv for at befri deres hjem fra dragen.

Det bemærkelsesværdige er, at kongen altid er den forreste, når der er fare på færde eller når der skal tages initiativ. Når orkerne og troldene angriber, er han den første til at svinge sværdet. Når en fra hans team hænger i fingerspidserne ud over en kløft, er det kongen der kommer ham til undsætning, og risikerer sig eget liv for at redde en andens. Det fik mig til at tænke på, hvornår en leder blev en, der beskytter sig selv og gerne ofrer andre for at redde sig selv. Hvis kongen havde været en moderne leder, havde filmen set helt anderledes ud.

Forestil dig en scene, hvor orkerne angriber. Alle trækker sværdene, stiller sig parat, mens kongen løber væk så hurtigt som han kan, mens han råber ”Ordn det lige, mens jeg går til møde”. En anden scene, ville være at en fra teamet er ved at falde ned i en kløft, fordi han ikke længere har kræfter i armene til at holde fast i klippen. Kongen ville så bede en af de andre om at hjælpe ham. Eller måske henvise ham til afdelingen, der arbejder med folk, der er ved at falde ned i kløfter.

Alt i alt fik filmen mig til at tænke på om ledelse igen en dag vil blive at gå foran og at risikere sit eget liv. Enten for at redde andres eller for en sag, der er større end et enkelt menneske. Eller om Hobbitten en dag vil komme i en opdateret version, der beskriver den moderne form for ledelse, hvor lederen beskytter sig selv, ofrer andre og overlader alle risici til resten af teamet.

En heldøgnskole vil virkelig give et løft

Kære folketingspolitikere

Jeg har med interesse fulgt med i debatten om jeres skolereform. Indtil videre er logikken, at jo flere timer de kære små tilbringer i skolen, jo mere vil de lære.  Hvis vi ser bort fra, at et menneske har en øvre grænse for, hvor mange timer det kan fungere optimalt uden hvil, så vil jeg foreslå heldøgnsskolen.

Ja, der vil nok komme indsigelser af fagfolk, men hvad ved de egentlig, når det kommer til stykket? De kan jo næppe være klogere end et par fuldmægtige og det samlede folketing.

Modsat heldagsskolen, hvor børnene kommer trætte hjem til forældrene bagefter, og måske skal lave lektier inden de kan udvikle sig som individer, så har døgnskolen nogle klare fordele:

·      Forældrene behøver ikke at bruge tid sammen med deres børn. Derved kan de arbejde mere og være bedre forbrugere.

·      Børnene bliver ikke udsat for andre input end det som staten har godkendt. Og lad os se det i øjnene. Staten er jo den bedste til at opdrage børn til lydighed, så de bliver gode arbejdere. Og de vil kun blive udsat for det bedste, fordi I, politikere kan jo selv udvælge pensum, prøver og vægtning. Ingen vil være bedre til det end jer.

Fordi det er jo netop derfor, at I er fortaler for længere skoledag. Ingen end jer kender bedre til de konsekvenser der kan være, hvis man ikke har nok timer i skolen. Det er alt sammen for at forhindre børnene i at gentage jeres fejltagelser: manglende viden, afbrudte videregående uddannelser og dårlige beslutninger.

Jeg er færdig med at være et barn af velfærdssamfundet

Jeg er et barn af velfærdssamfundet. Jeg er vokset op i et samfund med lighed, tryghed og tillid. Jeg er aldrig gået sulten i seng. Takket være alle de der i årevis har betalt deres skat, har jeg fået gratis uddannelse og lægehjælp.

Jeg havde altid troet på, at det altid skulle være sådan. At det var naturligt i Danmark, at alle havde råd til mad at spise og en seng at sove i. Men ikke længere. Siden den såkaldte finanskrise indtraf, har jeg med bekymring hørt magtfulde mennesker tale om, at vi ikke længere har råd til den velfærd som jeg voksede op med.  Og de sætter handlinger bag deres ord. Besparelser, fattigdom og stigende ulighed er blevet en del af dagligdagen. Og det bliver accepteret uden andet end et ”Sådan er det jo.”.

De siger, at det er fordi vi ikke har råd til velfærden, men sandheden er en anden. At reglerne har ændret sig uden nogen rigtigt har besluttet det. Det startede med at bankerne manglede penge. Politikerne besluttede sig for at give dem skatteydernes penge.

De siger, at det er et lån, men jeg tror mere, at det var en gave. En gave der bestod i, at politikernes største omsorg ikke længere var forbeholdt borgerne, men virksomhederne. Især de finansielle, hvis gunst staterne nu konkurrerer om.

Og her står jeg som et barn der er blevet efterladt, at den stat som altid har passet på mig. Den, der gav mig uddannelse, lægehjælp og som jeg altid kunne regne med, hvis jeg fik problemer. Men ikke længere.

Og jeg har indse, at jeg ikke længere er et barn. Jeg er en voksen, der selv har børn. Og jeg er bekymret. Jeg er bekymret for, hvilken fremtid de skal opleve. Jeg er bekymret for de politikere, der ikke længere har et håb om, at velfærdssamfundet kan reddes. Nu handler det om at kunne konkurrere. Konkurrere med andre samfund, andre virksomheder og andre mennesker.

Og som den voksne jeg er, kan jeg ikke bare lade stå til, mens nogle få ødelægger det for os andre. Politikere og topledere der fortæller os, at vi må forberede os på hårde tider, mens de tildeler sig selv privilegier som vi andre kun kan drømme om.

Jeg har indset, at jeg er blevet svigtet. Efterladt af dem som jeg stolede på. Men ikke længere. En voksen må tage ansvar, og jeg har tænkt mig at tage mit. Ikke kun for mig selv eller for mine egne. Men for velfærdssamfundet. Ikke den kvælende dominerende moderstat eller den strenge kolde faderstat, men det samfund, hvor alle havde en mulighed. Hvor alle var garanteret en minimum levestandard.

Jeg har aldrig identificeret mig med et politisk parti eller en politisk retning. Kald mig bare socialist, fordi jeg mener, at vi skal passe på hinanden. At ikke alle har samme forudsætninger for at opnå vores mål. At ingen kan klare sig alene.

Kald mig også liberal, fordi jeg mener, at frihed er det dyreste vi har. At vi alle er lige, og ingen har ret til at bestemme over andre.

Jeg kunne godt tænke mig at være med til at skabe et samfund, der minder om det som jeg voksede op i. Hvor børn ikke går sultne i seng. Hvor der er håb om en fremtid. Hvor alle får en chance, og nogle får endda flere. Hvor der er tillid og overskud.

Jeg ved ikke helt, hvor jeg skal starte, men jeg skal nok finde ud af det.  Jeg er jo først lige blevet færdig med at være et barn af velfærdssamfundet.

Hvorfor ikke være anonym? Del 2

Efter at have skrevet et forsvar for at være anonym på internettet, tænkte jeg, at det at være anonym har flere facetter. Det handler også om ikke at skulle bekymre sig for, hvad der sker, når man siger sin mening eller handler efter sin overbevisning. Nogle kalder det ytringsfrihed, andre kalder det demokrati og andre kalder det en menneskeret. Det er nok lidt af det hele, og det er under pres.

Presset skyldes forskellige årsager, men bunder i en klassisk problemstilling mellem dem der vil manipulere og dem der ikke vil manipuleres med. Det rejser et spørgsmål om sandhed, som på trods af rygter om dens død, stadig lever i bedste velgående.

Så friheden er under pres. Friheden til at sige, hvad man vil og friheden til at gøre hvad man vil. Magthavere ønsker ikke at blive udfordret på om det som de påstår er sandheden, og de ved åbenbart bedre end nogen anden, hvad vi borgere er i stand til og hvad vi har behov for.

Vi har politikere, der går på kurser i at tale udenom, og vi har journaliser der træner dem, og samtidig accepterer det, når de interviewer dem.

Politikerne er jo karrieremennesker, der ikke længere behøver at have visioner for samfundet, men blot en vision om, hvordan de overtaler vælgerne til at stemme på dem. Så derfor skal informationerne redigeres, så de passer til politikernes vision. De øger overvågningen af borgerne, og svækker samtidig borgernes muligheder for at gennemskue politikeres handlen og færden. De har professionelle taleskrivere, analytikere og rådgivere der skal hjælpe dem med at opnå deres mål: at blive genvalgt.

Vi har en stat, der i stigende grad opererer som en virksomhed ud fra økonomiske interesser, og demokrati som borgerinddragelse, retssikkerhed og rettigheder anses for at være forhindringer for at økonomisk effektivitet. Aktindsigt, høringer og afstemninger er jo kun noget der risikerer at stride imod magthavernes beslutninger, så der er en stigende grad af svækkelse og omgåelse af disse demokratiske principper. Den nye offentlighedslov er kun et eksempel ud af mange på, at politikere ikke ønsker, at borgerne skal have mulighed for at blande sig i statens arbejde. Korte høringsfrister, dokumenter der forsvinder og diverse juridiske tryllerier, hvor lovens ånd slås ihjel, indikerer, at demokratiet ikke er så stærkt som det burde være.

Det rejser spørgsmålet om, hvad man så kan gøre, hvis man vil udtrykke sin utilfredshed med tingenes tilstand og samtidig forhindre magthaverne, om det så er politikere, staten eller ledelsen i en virksomhed i at stoppe en i at kritisere dem.

Svaret er jo, at være anonym. Det gør det vanskeligere at stoppe en stemme der udtrykker en ide, når den ikke har et ansigt og ikke er bange for at blive retsforfulgt eller fængslet. Bureaukraterne benytter selv samme teknik, når det bliver organisationen der træffer beslutningen, og ikke enkeltpersoner. Det er aldrig en sagsbehandler der har besluttet, at et barn skal udvises fra landet, men det er Udlængestyrelsen. Det er aldrig nogle få politikere der beslutter, hvad partiets linje er. Med andre ord gemmer de sig bag kollektivet, og fremstår derfor anonyme.

På arbejdspladser gemmer magthaverne sig bag de regler som de selv har formuleret. De menneskeskabte regler bliver til naturgivne betingelser, der fortæller dig, hvad du kan og hvad du skal. Lige indtil du sætter spørgsmålstegn ved dem. Så dukker menneskerne bag reglerne frem og giver dig det som en kritiker fortjener: en straf for at udfordre dem.

Du er måske skeptisk. At det kun er kujoner der ikke tør stå ved deres mening. Det er som regel det argument som magtfulde mennesker fremfører. De vil gerne identificere deres modstander ved navn, så de kan bekæmpe dem, fordi de ved, at de har ressourcerne til at knuse modstanden. Omvendt ved alle vi andre, hvad frygt for konsekvenser gør ved kritik og alternative løsninger. Vi tier stille, mens vi finder os i noget, som vi kan og burde ændre, hvis vi blot havde modet.

Omvendt kan du jo tænke på hvorfor du var stille sidste gang du egentlig gerne ville have modsagt nogle. Du kan også overveje om du nogensinde har følt dig magtesløs, fordi en stemme indeni dig sagde, at du skulle sige noget, gøre noget, vise modstand, men du undlod det. Fordi du var bekymret for konsekvenserne.

Tænk så på, hvad du havde sagt eller gjort, hvis du havde været anonym.

Danske Banks kampagne - Low Standards and SNAFU

Kære Danske Bank

Lad mig skrive det som det er: jeg er ikke jeres største fan. Jeg er ikke engang fan, og jeres nye kampagne har ikke hjulpet. Lad mig forklare, hvad jeg har imod den.

For det første forsøger den at naturliggøre noget menneskeskabt. Det normale er ikke noget der er naturligt. Det er noget som mennesker har skabt. Lige nu oplever de fleste defekterne af disse menneskeskabte systemer, som I påstår er det nye normale.

Det gælder lige fra fyringer, så topledelsen kan få deres bonus for opnåelse af de finansielle mål over korrupte incitamentsstrukturer til kunstigt høje priser, fordi politikerne ikke løfter deres ansvar. 

Jeres kampagne påstår, at det er normalt. Jeg er ikke enig. Det som I påstår er normalt, er produktet af en lang række beslutninger, og disse beslutninger kan på et hvilket som helst tidspunkt ændres, hvis der blot var vilje og mod til det.  Det er der ikke endnu. Så alt er SNAFU – Situation Normal, All Fucked Up.

For det andet påstår I, at verden har ændret sig og I ændrer jer med den. Verden har ændret sig. Større ulighed, større uretfærdighed og dem der kunne ændre det, er også dem der profitere af det. Det eneste som jeg kan se, at I har ændret, er tiltag for at øge jeres profit: Fyringer, øget rentespænd og flere gebyrer.

På trods af jeres størrelse og betydning for Danmark, lader det til, at det eneste som I forsat bekymrer jer om, er profitten. I udviser intet ansvar for den krise som I var med til at skabe, intet ansvar overfor virksomheder, intet ansvar overfor mennesker der vil købe en bolig. Jeres afdeling for social ansvarlighed må have umulige arbejdsvilkår.

For det tredje påstår I, at der er kommet nye standarder. Man skal være blind, hvis man ikke har opdaget det. I bliver bedømt efter nogle andre kriterier end tidligere, ligesom I bedømmer kunder og potentielle kunder langt hårdere end tidligere. Nu kan man kun låne penge, hvis man ikke har behovet.

Det lader dog til, at I ikke tager vores nye bedømmelseskriterier seriøst, men lobbyer for at beholde det eksisterende system, på trods af, at det var det system der medførte den krise som de fleste af os oplever nu.

På jeres hjemmeside, skriver I, at kampagnen er en del af den strategi der skal ”genetablere tilliden til jer som bank”. Indtil videre er det ikke lykkes overfor mig. Hver gang jeg ser jeres kampagne tænker jeg på et citat af Bette Midler: ”Jeg har standarder. De er lave, men jeg har dem.” 

Måske skulle I blot være ærlige og sige: ”We are in it for the money, bitches.”. På den måde udstiller I ikke jeres hykleri og jeg slipper for at se på jeres SNAFU reklamer. 

The Cold Within

Nogle gange falder jeg over et digt der formidler en klassisk problemstilling på en måde der ikke alene rammer tankerne, men også følelserne. Et af disse digte er James Patrick Kinneys The Cold Within.

I en tid der er præget af grådighed, egoisme og selvtilstrækkelighed, minder dette digt os om, hvad konsekvenserne bliver, hvis vi ikke ønsker at dele det vi har, med det fællesskab som vi er en del af.

Det er med bekymring, at jeg oplever politikere, topledere, forskere, venner og familie, der i stigende grad ikke ønsker at bidrage til andre. Tværtimod handler det om at sikre sig selv og man kan aldrig få nok.

Udsagn som ”De må klare sig selv”, ”Det er deres egen skyld”, ”De bør tage sig sammen” og ”jeg har ikke ressourcer” præger ikke alene talen, men også handlingerne.

Det er blevet alles kamp mod alle, og enhver kæmper for overlevelse på arbejdet, i familien og blandt venner, mens vi hylder konkurrencens positive elementer. Kampsangen er mig, mig, mig.

I hele dette kaos minder James Patrick Kinney os om, at overlevelse kun er muligt, hvis vi samarbejder. Vores forsatte eksistens afhænger af hinanden. Og det har store konsekvenser, når vores medfølelse, tillid og vilje til selvopofrelse dør.

Jeg håber, at dette digt får dig til at tænke over, hvad du har, som du kunne give til gavn for fællesskabet.

The Cold Within

Six humans trapped by happenstance

In dark and bitter cold

Each possessed a stick of wood

Or so the story's told.

Their dying fire in need of logs,

But the first one held hers back,

For, of the faces around the fire,

She noticed one was black.

The next one looked cross the way

Saw one not of his church,

And could not bring himself to give

The fire his stick of birch.

The third one sat in tattered clothes

He gave his coat a hitch,

Why should his log be put to use

To warm the idle rich?

The rich man just sat back and thought

Of wealth he had in store,

And keeping all that he had earned

From the lazy, shiftless poor.

The black man's face bespoke revenge

As the fire passed from his sight,

For he saw in his stick of wood

A chance to spite the white.

And the last man of this forlorn group

Did nought except for gain,

Giving just to those who gave

Was how he played the game.

Their sticks held tight in death's stilled hands

Was proof enough of sin;

They did not die from cold without

They died from cold within.

Hvis jeg skulle lave et parti, ville jeg arbejde for:

Højresving for cyklister skulle være tilladt, når det er muligt,  selv om det er rødt.
 – Fordi vi godt kan tænke selv.

Opsplitning af bankerne i en del der handler om investeringer og spekulation og en anden del der handler om udlån til private og virksomheder.
- Fordi bankerne er en nødvendig del af vores infrastruktur, og infrastruktur skal beskyttes.

En tobinskat.
- Fordi kortsigtede spekulanter ikke skal opmuntres.

Forbud mod at spekulere i fødevare.
- Fordi vi er nogle der ikke længere vil betale for spekulanternes mangel på etik.

En anden regulering af finanssektoren end den der førte til finanskrisen.
- Fordi finanssektoren forsat viser mangel på ansvarsfølelse overfor borgerne og samfundet.

Styrkelse af konkurrencemyndighederne.
– Fordi jeg træt af, at nogle få virksomheder kan få monopol og derved få os andre til at betale overpris for varerne.

Stop for ordninger der fortrænger almindelige job som for eksempel job i løntilskud og jobpraktik.
- Fordi ordningerne skaber et gråt arbejdsmarked, hvor folk arbejder gratis i et rigtig job der burde give en rigtig løn.

Stop for opbevaring af arbejdsløse på ligegyldige kurser.
–Fordi opbevaringen kun har til formål at stresse, og stjæler de arbejdsløses ressourcer som de kunne bruge på bedre ting.

Tilskud til arbejdsløse til at blive selvstændige.
– Fordi der ikke er lønmodtagerjob til alle arbejdsløse.

Jobrotation til politikere.
– Fordi jeg er træt af politikere der ikke har en uddannelse, erhvervserfaring, visioner eller nogen som helst ide om, hvordan samfundet udenfor Christiansborg fungerer.

Stop for snakken om Danmark som en virksomhed.
– Fordi økonomi er et middel, ikke et mål, for et samfund der består af borgere. Hvis Danmark var en virksomhed, var vi alligevel blevet opkøbt for mange år siden.

Stop for de vanvittige dokumentationskrav der bliver stillet til offentlige ansatte og alle andre der samarbejder med det offentlige.
– Fordi vi hellere vil arbejde, end at skulle dokumentere vores arbejde overfor andre der alligevel ikke kan gennemskue, hvad vi laver. 

Og ja, jeg ved, at Danmark er en del af verdenssamfundet og blahblah, men man skal jo starte et sted.