Valgmuligheder til et valg

I morgen er der kommunal- og regionsvalg. Mange tænker på, hvad de skal stemme, mens andre tænker at det er ligegyldigt.  Personligt har jeg tænkt meget over min egen tilgang til politiske valg og er kommet frem til at jeg har fire valgmuligheder.

1.    Jeg kan tilvælge et politisk parti eller en kandidat.

Det er her at jeg stemmer på et parti eller en kandidat, fordi jeg mener at det eller den er den bedste. Det er det som politikertyper og min svoger gør, når han altid køber det samme produkt, fordi det bare er det bedste. De kunne aldrig drømme om at stemme på andet end ”deres parti” eller ”deres kandidat”. Det er dog umuligt for mig at finde et parti eller en kandidat, som jeg er helt enig med, og det leder mig til valgmulighed nr. 2

2.    Jeg kan fravælge nogle parter og kandidater

Det er her at jeg stemmer på et parti for at straffe nogle andre. Denne valgmulighed er der forbavsende mange i min omgangskreds, der vælger, når de siger at de stemmer. De stemmer Enhedslisten, fordi SF og S skal straffes. Eller de stemmer Liberal Alliance, fordi de er skuffet over Venstre.

3.    Jeg kan stemme blankt

Det er her at jeg tropper op i valgboksen og giver min utilfredshed luft ved at lade være at sætte et kryds. Dermed viser jeg at ingen af partierne eller kandidaterne er værdige. Eller det vil sige at ingen bemærker det, fordi min blanke stemme tæller med i den samlede valgprocent, og rykker ikke ved fordelingen af stemmer mellem partierne.

4.    Jeg kan være ikke-vælger

Denne tanke er forholdsvis ny, fordi mennesker, der ikke stemmer i lang tid er blevet udråbt til at være sofavælgere. Du ved, lade nederen typer, der går mere op i, hvad der er i chipsposen og i fjernsynet end, hvad der foregår i deres børns skole og i samfundet.

Man kan dog godt være politisk aktiv ved at være politisk inaktiv. Du spiller jo heller ikke et spil, som du synes er åndssvagt, så hvorfor give legitimitet til et system, som man synes ikke fungerer? At undlade at stemme bliver en legitim politisk handling for at henlede opmærksomheden på, modsat den blanke stemme, at det ikke er partierne eller kandidaterne, men systemet, som man er utilfreds med.

Under alle omstændigheder, så har vi flere valgmuligheder end der umiddelbart lægges op til. Du har jo til i morgen at overveje, hvilken mulighed du vil benytte dig af.  Om du vil udtrykke din støtte til et parti, kritik af andre partier eller en kritik af hele partisystemet, er nemlig dit valg.

Vi bliver først hørt, når vi ikke bruger vores stemmer

Politikere – I har et problem

Den 19. november skal der være kommunalvalg. Der er dog et problem. Valgdeltagelsen har igennem de sidste mange år faldet, og ramte et nyt lavpunkt ved sidste valg i 2009, hvor valgdeltagelsen var 65,8 procent. Det var det laveste i 35 år. Faktisk var det hver tredje, der ikke deltog i en af de ting, der kendetegner et demokrati.

Så hvad gør politikerne, når folket ikke vil stemme? De hyrer et reklamebureau til at lave en kampagne, der skal opfordre os til at bruge vores stemme. På samme måde som virksomheder laver kampagner for at få os til at købe et produkt, som vi sagtens kan leve uden. (Du kan læse om kampagnen her http://www.kl.dk/Momentum/momentum2013-12-3-id135593/)

Ikke-vælgere

Det bekymrer politikere at stemmedeltagelsen falder, og med god grund. I Tyskland stiger antallet af ikke-vælgere. (Du kan læse om det her http://www.b.dk/globalt/tysk-valg-ikke-vaelgerne-har-overtaget).

I Danmark taler medier og politikere om sofavælgerne, som om at en ikke-vælger er en passiv type, der hellere vil se fordummende fjernesyn og spise junkfood, end at tage ansvar og deltage i demokratiet.

I Tyskland er der dog intet passivt over de, der ikke vil stemme. Det er et bevidst valg, som flere og flere tager. Og tanken er tiltalende, fordi de stiller spørgsmålet: ”Hvorfor skal jeg overhovedet stemme?”  Det samme spørgsmål kunne man stille sig som dansker.

Jeg ignorerer jer for at få jeres opmærksomhed

Politikerne og reklamekampagnen siger at man skal tænke sig om, før man ikke stemmer. Og kære reklamebureau og politikere. Jeg har tænkt mig om. Jeg overvejer kraftigt ikke at stemme. Fordi I har vist mig at min stemme er ligegyldig. Jeg kan ikke stole på jeres ord. I er utroværdige. I vægter tal i et regneark højere end de mennesker, der støttede jer, da I bad om vores hjælp.

Så hvorfor skulle jeg legitimere jeres hykleri? I bruger ord som folkevalgte og folkets repræsentanter, men går imod folkets interesse, for at varetage jeres karriere.

Så fuck jeres kampagne. I kunne havde valgt en anden vej. I kunne havde ændret jeres adfærd ved at holde hvad I lovede. I kunne havde sagt undskyld for jeres arrogance og løgne. Men i stedet valgte I at lave en reklame - som om at demokratiet er en vare, der skal sælges.

Hvis jeg ikke stemmer, så er det ikke fordi at jeg sidder i sofaen, men fordi I klæber til taburetterne. I vil have mig til at stemme for at give jer legitimitet, men det er slut. Jeg tror ikke længere på jer. Og når jeg ikke tror på jer, hvorfor skulle jeg så tro på jeres kampagne?

Så jeg bruger min stemme til at ignorere jer, fordi det er den eneste måde, hvorpå at jeg kan blive hørt. Hvis vores antal bliver stort nok, så vil jeres hykleri larme midt i vores tavshed. Så vi ignorerer jer for at få jeres opmærksomhed. Og så ændrer I måske adfærd, og vælger en anden vej end at lave en reklame. 

Mangler du en undskyldning?

Nogle gange er vi bange for at foretage os noget. Mest fordi vi er bange for at fejle eller bange for konsekvenserne. Det er selvfølgelig ikke det, vi siger til os selv eller andre, men hvis du mærker efter, har du det måske lige som jeg.

At min søgen efter perfektionisme nogle gange forhindrer mig i at handle. Og så er det lettere at finde på en undskyldning end at erkende sandheden: At jeg er bange. Bange for at mislykkes og bange for at miste kontrollen.

Så hvis du mangler nogle undskyldninger for ikke at prøve at realisere dine drømme, så er der inspiration her:

1.     Jeg er for gammel/for ung.

2.     Jeg er ikke dygtig nok.

3.     Jeg har prøvet den før, og det lykkedes ikke.

4.     Jeg kan ikke gøre det på grund af min familie/job/uddannelse/venner/økonomien.

5.      Jeg har ikke tid/lyst/evne/erfaring.

6.     Jeg gør det en dag, hvor jeg ikke kan bruge nogle af de andre undskyldninger.

Måske er dine undskyldninger reelle nok. For mit eget vedkommende vil jeg blive ved med at bruge dem for at undgå at fejle eller miste kontrol.

Dette er en overspringshandling

Jeg er i gang med at læse en bog om overspringshandlinger. Den hedder ”the art of procrastination - a guide to effective dawdling lollygagging and postponing”, og er skrevet af John Perry, der er professor i filosofi.

Hvad bogen handler om, er mindre vigtigt end hvilke tanker den igangsatte i mig. Mens jeg læste opstod der et spørgsmål, der stadig brænder i mig: ”Hvorfor overspringshandler jeg?”

Det har altid været en gåde for mig, hvorfor jeg tit gør noget andet end det, som jeg ved ville være godt for mig.

Så her er en (ukomplet) liste over, hvorfor jeg foretager overspringshandlinger. Måske kan du bruge den til noget, og hvis ikke, så undgik jeg at lave noget, som jeg ikke gad, mens jeg skrev den:

1.     Jeg gider ikke. Nogle opgaver er så hamrende kedelige at jeg helst vil undgå dem, fordi jeg håber på at de enten: a. Forsvinder af sig selv, eller b. En anden laver den.

2.     Jeg er bange. En pænere formulering ville være at jeg ikke kan overskue konsekvenserne, hvis jeg udfører en bestemt opgave, fordi den vil medføre noget uforudsigeligt. Men faktum er at frygten for, hvad der vil ske, når jeg har udført opgaven, tit får mig til at lave overspringshandlinger.

3.     Jeg er inkompetent. På trods af mine mange talenter, så er der nogle ting, som jeg ikke kan. Det er selvfølgelig ikke den egentlige årsag (se punkt 1 og 2), men der er nogle opgaver, som jeg ikke ved, hvordan jeg skal løse. Så i stedet for at finde ud af, hvordan de kan løses, laver jeg overspringshandlinger.

Så er der en konklusion? Ja, det er der. Overspringshandlinger anses tit for at være dårlige, men egentlig er de indikatorer på en årsag. Så i mine mere positive øjeblikke tænker jeg at jeg kan:

1.     Træne min viljestyrke og være disciplineret

2.     Se min frygt i øjnene og være modig

3.     Lære noget nyt

Om det sker vil tiden vise. Nu ved jeg i hvert fald, hvorfor der findes overspringshandlinger i mit liv – deres opgave er at fortælle mig noget om mig selv.

Dr. Strangelife eller: Hvordan jeg prøver at holde op med at bekymre mig og at elske problemer.

I denne uge har der været diskussioner om Syrien og lakridspiber. 

Diskussionerne handlede (og handler om) om, hvilke konsekvenser (hvis nogen) det skal have at Syriens ledere har brugt kemiske våben mod sin egen befolkning, og om EU ville forbyde lakridspiber, fordi de ligner…ja, piber. 

Og hvis man nedvurderer andres intelligens kan man åbenbart tro at lakridspiber får folk til at ryge pibe.

Det var ret let at danne en mening om lakridspiberne, og meningerne kunne deles op i to grupper. Den første:  ”EU skal blande sig uden om” Den anden: ”Hold nu kæft med de lakridspiber. Der findes vigtigere ting som fx Syrien”

Og hvorfor skriver jeg det her?

Fordi det illustrerer noget centralt i vores liv: At nogle problemer er lettere at løse end andre. De lette problemer kaldes for gode, og de vanskelige problemer kaldes for onde.

Gode problemer kan løses uden at det skaber nye problemer, mens de onde…ja, det har du sikkert gættet, er en spiral af problemer, hvor du løser et, og pludselig står med et nyt.

Så problemer er et vilkår. Vi kommer ikke af med dem. Vi kan løse de gode, og de er som regel lette at have en mening om. Mens de onde problemer har ikke en oplagt løsning.

Det betyder jo ikke at vi ikke skal prøve at løse onde problemer, men det vil blot føre til nye problemer som det vil være tilfældet med Syrien. Uanset, hvad der gøres, vil det føre til nye problemer. 

Det gør sådan en som mig i tvivl om, hvilken holdning jeg skal have. Fordi uanset, hvilken løsning, som jeg foreslår, vil den blot føre til nye problemer.

Derfor er det lettere for mig at have en mening om lakridspiber end om Syrien. Ligesom onde problemer ødelægger den illusion, som jeg har om at leve et problemfrit liv. Fordi der vil altid være problemer, der når de løses, fører til nye problemer. 

Det burde få min idiothjerne til at stoppe med at bekymre sig, og i stedet for arbejde på at få løst problemerne. 

Men illusioner er vanskelige at slå ihjel. Især når de er meget attraktive. Som den lette løsning.

Noget om mennesker og regler

Der er mange ting, som jeg ikke forstår ved mennesker. En af dem er slankekure.

Kroppen er indrettet på den måde at hvis den får mere energi end den kan forbrænde, så sparer den op, og det bliver til fedt. Til gengæld er det muligt at forbrænde fedtet, hvis man sætter sit aktivitetsniveau op. Så hvis man vil tabe sig, kan man spise mindre og bevæge sig mere. Så langt, så godt.  Så hvad er det, som jeg ikke forstår?

Det er koncepterne for slankekure: spis masser af kød, lad være med at spise sukker, kulhydrater og forarbejdet fødevarer, eller start med at faste i x antal timer, og spis så i det resterende tidsrum. Hvorfor er det at mennesket har en trang til at komplicere tilværelsen?

I stedet for at halvere portionen på tallerken, lade være med at spise slik, mens man ser fjernsyn og gå/løbe/cykle mere, så køber man bøger, der instruerer en i et sæt regler, der skal overholdes.

Hvorfor er det at selvom løsningen er så åbenlys simpel, så vil vi hellere komplicere den ved at lade andre fortælle os, hvilke regler som vi skal følge?

Tanker i en KZ-lejr

Jeg har ferie. Og brugte dagen i dag sammen med familien i en tidligere KZ-lejr. Det var med blandede følelser at jeg besøgte stedet.

Min farfar var frihedskæmper, ligesom hans brødre. En af brødrene blev fanget, og kom i en KZ-lejr. Min farfar nåede at flygte til Sverige, og blev medlem af Den Danske Brigade. Jeg spurgte ham tit om, hvad han lavede under 2. verdenskrig. Hver gang blev hans blik fjernt, afviste at tale om det, og sagde blot: "Det var onde år".

Og nu stod jeg der. Lige der, hvor ondskaben havde hersket. Lige der, hvor 50.000 mennesker, mænd, kvinder og børn var blevet slået ihjel.

Officielt var dødsårsagerne kulde, sygdom, hængning, tortur og medicinske forsøg, men lejren var blevet udtænkt og styret af mennesker, det var tilhængere af  en totalitær ideologi, der reducerede alle andre til undermennesker.

Mens vi gik rundt i lejren, var der ingen, der sagde noget. Jeg tænkte på al den smerte, som stedet havde oplevet, og var glad for at murene ikke kunne tale. Jeg blev taknemmelig for alle de mennesker, der ligesom min farfar, havde gjort modstand mod det totalitære regime, der havde retfærdiggjort den ondskab.

For mig var stedet et symbol. Et symbol på, hvad det kan ske, hvis vi tillader at nedgøre andre menneskers værdi. Men også et symbol på at modstand er nødvendigt. At oprør kan lykkes. Der døde 50.000 mennesker i lejren, men jeg tør ikke at tænke på, hvor mange der var blevet slået ihjel, hvis der ikke havde været modstand i form af civile og soldater, det kæmpede mod nazismen.

Og jeg tænkte på den metode, som nazisterne havde brugt for at retfærdigøre deres ondskabsfuldhed handlinger. At de andre var mindre værd. Og fordi de andre var mindre værd, fik nazisterne en moralsk forpligtelse til at gøre noget ved det problem, som de andre var. Og ikke er ord om  Guantanamo-lejren her. 

Metoden bliver også brugt i dag. Arbejdsløse er dovne, derfor skal de aktiveres. Muslimer er potentielle terrorister, derfor skal de kontrolleres. Vi udgør alle en potentiel fare,  derfor skal vi overvåges.

Når et menneske karakteriseres negativt udfra en "objektiv" bedømmelse, anvendes den samme metode, der retfærdiggjorde KZ-lejren. Vi kan alle gøres til undermennesker. Det gjorde mig vred og trist at tænke på at metoden stadig er i brug. Men jeg fik også håb. For jeg blev mindet om at oprør og modstand havde vundet. Jeg satser på at vi vinder igen.

Og det var årsagen til at mine børn kom med hen til det sted, der havde set så mange rædsler. De skal vide at modstand er livsnødvendigt hver gang nogen gør andre til undermennesker. For degraderingen af andre er det første skridt mod at bygge en KZ-lejr.