Pages

lørdag den 26. maj 2012

Du er heldigvis flerdimensional

En af de vanskelige ting ved at være menneske er, at man aldrig helt ved, hvilke dimensioner jeg skal vise til andre Det kommer an på, hvor jeg er, tidspunktet og de andre jeg er sammen med. Derfor reducerer jeg typisk hele min kompleksitet til en dimension som jeg så skifter afhængig af situationen. Så kan jeg være ArbejdsMax, FredagsbarMax, FerieMax, VenneMax, FamilieMax osv.

Men, hvis du er som mig, så glemmer du nogle gange, hvor mange dimensioner du egentlig har.

Du er:

  • Hvad du tænker
  • Hvad du spiser
  • Hvad du hører
  • Dine handlinger
  • Dine historier om dig selv
  • Hvad du interesserer dig for
  • Hvilke venner du har
  • Hvilke fjender du har
  • Dine erfaringer
  • Dine drømme
  • Det du frygter
  • Det du håber
Du:
  • Tænker forskellige tanker
  • Spiser forskellige ting
  • Hører forskellige ting
  • Handler på forskellige måder
  • Fortæller forskellige historier om dig selv
  • Har forskellige interesser
  • Har forskellige venner
  • Har forskellige fjender
  • Har forskellige erfaringer
  • Har forskellige drømme
  • Frygter forskellige ting
  • Håber forskellige ting

Der er ikke noget til at sige til, at du kan være forvirret, hvis du tror, at du kun skal have en dimension, men sådan er du heldigvis ikke. Vi ved det, men vi har alle brug for at blive mindet om det, når vi glemmer det. Det er ok at være flere forskellige personer i en.


onsdag den 16. maj 2012

Politisk kommunikation for begyndere. 1. del.

Hvis du synes, at det nogen gange er svært at finde ud af, hvad der op og ned i dansk politik, så frygt ikke. Her kommer første del af *trommehvirvel* politisk kommunikation for begyndere.

Det første du skal vide om politikere er, at de også er mennesker. Egoistiske, grådige mennesker der er lige så forvirrede som alle os andre. Det er der dog ingen der siger højt. De skal jo fremstå som de handlekraftige folkevalgte der har svar på alle de spørgsmål som vi andre ikke har. Som for eksempel, hvem der skal betale deres pensioner og for finansverdens økonomiske druktur de sidste 10 år.

Nu er det jo ikke altid let at finde løsningen på rigtige problemer, og derfor opfinder de tit deres egne. Det er snyd, men som regel opdager journalisterne det ikke, fordi de har meget korte deadlines. Så regel nummer 1 i politisk kommunikation: opfind dine egne problemer, og glem alle de andres.

Nu er det jo desværre sådan, at de fleste folk ikke er så dumme som man kunne mistænke dem for, når man kigger på deres beslutninger. Alle de andre politikere har jo fået den samme rådgivning af de halvuddannede slyngler der er for dovne til at have et rigtigt journalistjob. Og så begynder balladen. For ingen vil jo forholde sig til andres problemer, og man skal jo have en eller anden form for diskussion for at journalisterne gider at skrive om det. Løsningen er igen, at man ikke forholder sig til, hvad de andre siger om deres problemer, men latterliggør det som de siger. De fleste kan huske den teknik fra børnehaven. Det er ikke så vanskeligt, så længe du husker på, at du aldrig skal forholde dig til det som de siger. Så regel nummer 2: Når en politisk modstander siger noget, så gør grin med det.

En fordel ved, at folk spørger lige netop dig dig er, at de så forventer, at du ved mere om emnet end de gør. Det kan du bruge til din fordel ved at afvise spørgsmålet som enten irrelevant eller den meget populære vending: "Der er ikke noget at komme efter". Regel nummer 3: Brug din autoritet til at afvise, hvad som helst som du ikke gider at svare på. 

Der er desværre en del der ikke giver op, selvom du sviner dem til, latterliggør deres synspunkter eller afviser dem. Den slags personer forventer, at man gendriver deres argument med et bedre argument, og man også fremfører beviser. Det kan være svært, når ens argumentationsmodel er "blahblah. Du tager fejl. Blahblahblah. Jeg har ret. Blahblah. "Heldigvis findes der flere teknikker til at få dette argumentationsmareridt til at stoppe. Den første er, at man lader som om, at de siger noget andet end det som de gør. Og så svarer man på det man synes, at de har spurgt om. Regel nummer 4: Hvis du ikke kan svare på modstanderens spørgsmål, så opfind dit eget spørgsmål og besvar det. 

En mere risikabel metode er at aflede tilhørernes opmærksomhed. Fordi som alle ved er du ikke interesseret i at overbevise din modstander. Han er jo en idiot. Du er interesseret i, at tilhørerne også synes, at han er en idiot. Det heldige er, at de fleste diskussioner foregår i medierne, og de har jo begrænset tid og plads, så hvis der kommer noget der er mere konfliktfyldt end det ævl som du har fundet på, så glemmer de dig, og skriver om noget andet. Her har du brug for en vingman, eller nyttig idiot som det også kaldet. Det er typisk en partifælle der kommer dig til undsætning ved at ufrivilligt sige noget der er dummere end det du var i gang med. Det kan gøres ved, at du lader være at besvare din telefon, når nævenyttige journalister ringer til dig, eller tage til udlandet. Et populært rejsemål for politikere er Frankrig. De kan jo ikke stille dig spørgsmål, hvis de ikke kan finde dig. Regel nummer 5: I en diskussion som du er ved at tabe, skal du gemme dig og vente på, at en anden siger noget der er dummere. 


Hvis alt går galt, har du to muligheder tilbage. Det ene er en såkaldt Bertel Haarder, hvor du selv fjerne fokus fra det som du siger ved at bryde normerne for god opførsel. Regel nummer 6: Mobiliser al din frustration over dit sølle liv på et enkelt sekund og udgyd denne galde over personen der urimeligt kræver, at du svarer på hans spørgsmål.

Den anden mulighed er, at du giver dig selv tavshedspligt. Det er selvfølgelig ikke fordi du ikke vil svare, men fordi du ikke kan af hensyn til, hvad du nu kan finde på. Det kan være af personlige årsager, din hund eller en ufo. Du kan slippe afsted med, hvad som helst her. Regel nummer 7: Hold din kæft.