Pages

fredag den 28. december 2012

Hobbitten og noget om ledelse


Hvis man ser bort fra, at filmen, hobbitten, er optaget med en ny teknologi og at historien handler om at hvile, kæmpe, løbe og så starte forfra, hvilket er en historie om de menneskelige vilkår, så fortæller den os om ledelse. Den fortæller os om, hvad ledelse plejede at være og udstiller derved den moderne form for ledelse.

Selvom hovedpersonen er hobbitten, Bilbo, så er den centrale figur kongen, Thorin Egeskjold. Han er den indirekte årsag til den rejse som filmen beskriver. Hans folk blev jaget væk fra deres by af en drage, og kongen har besluttet sig for at tage det tilbage som retmæssigt er hans. Han har samlet andre, der gerne risikerer deres liv for at befri deres hjem fra dragen.

Det bemærkelsesværdige er, at kongen altid er den forreste, når der er fare på færde eller når der skal tages initiativ. Når orkerne og troldene angriber, er han den første til at svinge sværdet. Når en fra hans team hænger i fingerspidserne ud over en kløft, er det kongen der kommer ham til undsætning, og risikerer sig eget liv for at redde en andens. Det fik mig til at tænke på, hvornår en leder blev en, der beskytter sig selv og gerne ofrer andre for at redde sig selv. Hvis kongen havde været en moderne leder, havde filmen set helt anderledes ud.

Forestil dig en scene, hvor orkerne angriber. Alle trækker sværdene, stiller sig parat, mens kongen løber væk så hurtigt som han kan, mens han råber ”Ordn det lige, mens jeg går til møde”. En anden scene, ville være at en fra teamet er ved at falde ned i en kløft, fordi han ikke længere har kræfter i armene til at holde fast i klippen. Kongen ville så bede en af de andre om at hjælpe ham. Eller måske henvise ham til afdelingen, der arbejder med folk, der er ved at falde ned i kløfter.

Alt i alt fik filmen mig til at tænke på om ledelse igen en dag vil blive at gå foran og at risikere sit eget liv. Enten for at redde andres eller for en sag, der er større end et enkelt menneske. Eller om Hobbitten en dag vil komme i en opdateret version, der beskriver den moderne form for ledelse, hvor lederen beskytter sig selv, ofrer andre og overlader alle risici til resten af teamet.

tirsdag den 4. december 2012

En heldøgnskole vil virkelig give et løft

Kære folketingspolitikere

Jeg har med interesse fulgt med i debatten om jeres skolereform. Indtil videre er logikken, at jo flere timer de kære små tilbringer i skolen, jo mere vil de lære.  Hvis vi ser bort fra, at et menneske har en øvre grænse for, hvor mange timer det kan fungere optimalt uden hvil, så vil jeg foreslå heldøgnsskolen.

Ja, der vil nok komme indsigelser af fagfolk, men hvad ved de egentlig, når det kommer til stykket? De kan jo næppe være klogere end et par fuldmægtige og det samlede folketing.

Modsat heldagsskolen, hvor børnene kommer trætte hjem til forældrene bagefter, og måske skal lave lektier inden de kan udvikle sig som individer, så har døgnskolen nogle klare fordele:

·      Forældrene behøver ikke at bruge tid sammen med deres børn. Derved kan de arbejde mere og være bedre forbrugere.

·      Børnene bliver ikke udsat for andre input end det som staten har godkendt. Og lad os se det i øjnene. Staten er jo den bedste til at opdrage børn til lydighed, så de bliver gode arbejdere. Og de vil kun blive udsat for det bedste, fordi I, politikere kan jo selv udvælge pensum, prøver og vægtning. Ingen vil være bedre til det end jer.

Fordi det er jo netop derfor, at I er fortaler for længere skoledag. Ingen end jer kender bedre til de konsekvenser der kan være, hvis man ikke har nok timer i skolen. Det er alt sammen for at forhindre børnene i at gentage jeres fejltagelser: manglende viden, afbrudte videregående uddannelser og dårlige beslutninger.

lørdag den 1. december 2012

Jeg er færdig med at være et barn af velfærdssamfundet


Jeg er et barn af velfærdssamfundet. Jeg er vokset op i et samfund med lighed, tryghed og tillid. Jeg er aldrig gået sulten i seng. Takket være alle de der i årevis har betalt deres skat, har jeg fået gratis uddannelse og lægehjælp.

Jeg havde altid troet på, at det altid skulle være sådan. At det var naturligt i Danmark, at alle havde råd til mad at spise og en seng at sove i. Men ikke længere. Siden den såkaldte finanskrise indtraf, har jeg med bekymring hørt magtfulde mennesker tale om, at vi ikke længere har råd til den velfærd som jeg voksede op med.  Og de sætter handlinger bag deres ord. Besparelser, fattigdom og stigende ulighed er blevet en del af dagligdagen. Og det bliver accepteret uden andet end et ”Sådan er det jo.”.

De siger, at det er fordi vi ikke har råd til velfærden, men sandheden er en anden. At reglerne har ændret sig uden nogen rigtigt har besluttet det. Det startede med at bankerne manglede penge. Politikerne besluttede sig for at give dem skatteydernes penge.

De siger, at det er et lån, men jeg tror mere, at det var en gave. En gave der bestod i, at politikernes største omsorg ikke længere var forbeholdt borgerne, men virksomhederne. Især de finansielle, hvis gunst staterne nu konkurrerer om.

Og her står jeg som et barn der er blevet efterladt, at den stat som altid har passet på mig. Den, der gav mig uddannelse, lægehjælp og som jeg altid kunne regne med, hvis jeg fik problemer. Men ikke længere.

Og jeg har indse, at jeg ikke længere er et barn. Jeg er en voksen, der selv har børn. Og jeg er bekymret. Jeg er bekymret for, hvilken fremtid de skal opleve. Jeg er bekymret for de politikere, der ikke længere har et håb om, at velfærdssamfundet kan reddes. Nu handler det om at kunne konkurrere. Konkurrere med andre samfund, andre virksomheder og andre mennesker.

Og som den voksne jeg er, kan jeg ikke bare lade stå til, mens nogle få ødelægger det for os andre. Politikere og topledere der fortæller os, at vi må forberede os på hårde tider, mens de tildeler sig selv privilegier som vi andre kun kan drømme om.

Jeg har indset, at jeg er blevet svigtet. Efterladt af dem som jeg stolede på. Men ikke længere. En voksen må tage ansvar, og jeg har tænkt mig at tage mit. Ikke kun for mig selv eller for mine egne. Men for velfærdssamfundet. Ikke den kvælende dominerende moderstat eller den strenge kolde faderstat, men det samfund, hvor alle havde en mulighed. Hvor alle var garanteret en minimum levestandard.

Jeg har aldrig identificeret mig med et politisk parti eller en politisk retning. Kald mig bare socialist, fordi jeg mener, at vi skal passe på hinanden. At ikke alle har samme forudsætninger for at opnå vores mål. At ingen kan klare sig alene.
Kald mig også liberal, fordi jeg mener, at frihed er det dyreste vi har. At vi alle er lige, og ingen har ret til at bestemme over andre.

Jeg kunne godt tænke mig at være med til at skabe et samfund, der minder om det som jeg voksede op i. Hvor børn ikke går sultne i seng. Hvor der er håb om en fremtid. Hvor alle får en chance, og nogle får endda flere. Hvor der er tillid og overskud.

Jeg ved ikke helt, hvor jeg skal starte, men jeg skal nok finde ud af det.  Jeg er jo først lige blevet færdig med at være et barn af velfærdssamfundet.