Pages

torsdag den 28. februar 2013

Når målestokken konstant bliver lavet om


Der er en uskik i politik, der handler om, at latterliggøre modstanderen ved at få ham til at fremstå som forkælet og urimelig. Lad os kalde det for den fleksible målestok.

Teknikken består i, at man sammenligner modstanderen med noget, der får hans synspunkt til at fremstå som værende latterligt. Politikere bruger teknikken i debatter og i forbindelse med at skulle gøre befolkningen modtagelig overfor forringelser i udvalgte gruppers forhold.

Et eksempel er forringelserne i SU’en. Danske studerende sammenlignes med udvalgte lande, der netop er udvalgt ud fra, at de skal få de danske studerende til at fremstå som værende forkælede. Her var sammenligningen kun på et parameter, som i dette tilfælde var beløbet på SU. Ved at sammenligne SUens størrelse med lande, hvor studerende får mindre, fremstår danske studerende som privilegeret, og derfor må man gerne skære, så de bliver ligesom de andre.

Man glemmer dog, at fortælle, at i de lande man sammenlignede med, betaler studerende ikke skat af SUen, ligesom man heller ikke sammenligner SUens købekraft i forhold til mad og ikke mindst boligudgifter.

Logikken i teknikken er, at så længe nogle har det dårligere end en selv, kan man ikke tillade sig at brokke sig. Der er ingen andre kriterier end sammenligningens evne til pacificere modstanderne ved at få dem til at fremstå som forkælede. Derfor ændres sammenligningspunktet konstant.

Danske studerende anses for at være en homogen gruppe og man kan så sammenligne den med studerende fra Sverige, Norge, England, USA eller andre lande, så længe at det får danske studerende til at fremstå som forkælede.

Men, hvorfor skal sammenligningen være med dem, der har det dårligere end en selv? Hvorfor ikke sammenligne med dem, der har bedre vilkår? Hvor er rimeligheden i, at man skal acceptere sin situation, fordi andre har det dårligere? Det pacificerer jo blot og man behøver ikke længere at gøre en indsats for at få det bedre.

Det er jo netop dette som sammenligningens formål er. Det svarer til, at journalister ikke skal kritisere lukketheden i den nye offentlighedslov, fordi der er andre lande, hvor journalister bliver skudt. Eller politiet ikke skal kritisere færdselskulturen, fordi den er værre i andre lande.

Til gengæld bruges den modsatte form for målestok, når der skal argumenteres for forbedringer. Her sammenlignes de danske forhold med andre lande, hvis forhold er bedre. Igen er det ud fra et synspunkt om at retfærdiggøre sit eget synspunkt.

På den måde bliver virkeligheden relativ og det bliver vanskeligt at gøre indvendinger mod forringelser eller argumentere for forbedringer, når ens modstanders målestok konstant ændres.

Så jeg forbeholder mig retten til at kritisere, brokke mig og være imod enhver forringelse af mine vilkår, selvom der kan findes eksempler på folk, der har det værre end mig selv. Fordi min målestok forbliver den samme, og den sammenligner mig med toppen og ikke med bunden.

lørdag den 23. februar 2013

Når staten opfører sig som Danske Bank


Danske Bank er blevet kritiseret for mange ting.

De opfører sig som hyklere ved at lancere en kampagne om det nye normale, men opfører sig som om alt er ved det gamle. De iværksætter tiltag for at slippe af med de kunder, som de ikke tjener penge på. De tænker kun på penge og giver til gengæld en stor fuckfinger til det samfund som de er en del af.

Med fare for at blive beskyldt for at udvikle paranoia, vil jeg påstå, at denne beskrivelse minder uhyggeligt meget om, hvordan staten er begyndt at opføre sig.

Borgere er reduceret til kunder, og de, der koster penge, må finde sig i at staten ser stort på deres rettigheder, når de overvåges og udspørges om emner, der normalt ikke kommer staten ved. Men alle midler tages i brug, fordi staten skal jo spare penge. Så der iværksættes tiltag som nedskæringer i SU, tiltag til at stresse arbejdsløse og generelle besparelser, så de, der får penge fra staten ikke koster for meget.

Til gengæld fokuseres der på de gode kunder. De, der betaler meget i skat og de, der ikke er afhængige af sociale ydelser.  De får de ydelser, som de dårlige kunder, normalt modtog.

Alt dette er bliver iklædt en retorik, der i bedste fald kan beskrives som virkelighedsfjern og i værste fald er propaganda. Der er ikke tale om nedskæringer, men om reformer. Man beskærer ikke SU’en, men man skærer hjørner af, som om der var tale om en kage med overflødigt glasur.

Ordene er, at alle skal bidrage, men handlingerne viser, at toppen går uberørt. Som bankdirektører, der forklarer, at lønniveauet skal ned, samtidig med at deres egen løn stiger 15 procent om året.  Politikere lovgiver om øget overvågningen af borgerne, men vedtager selv love, der gør det svært for andre, at følge med i, hvad politikerne laver.

Dette er hykleri på linje med Danske Banks New Normal kampagne. Retorikken siger, at det er for jeres eget bedste, men dækker over, at staten har glemt, at den er til for borgerne og ikke omvendt.

Alt dette skal naturligvis bruges til at skaffe penge, men det er mig en gåde, hvorfor staten anser penge for at være et mål i sig selv. Hvis det var en bank, ville det give mening, men en stat, der har glemt det samfund, som den er en del af, er en skræmmende tanke.

Som at Danske Bank lavede lovene i samfundet uden at tænke på, hvilke konsekvenser det vil have, når kunderne en dag ikke vil finde sig i mere.



tirsdag den 19. februar 2013

Guide til at tale politisk


Politikere taler et andet sprog end os andre. Det skyldes, at de tror, at ord skaber virkeligheden. Så hvis man bruger bestemte ord bliver virkeligheden som man siger, at den skal blive. Derfor bruger de positive ladet ord om dem selv, og negativt ladet ord om deres modstandere i håb om, at virkeligheden lader sig forme.

Det er selvfølgelig noget sludder. For det første kan vi godt gennemskue løgne eller new speak som Orwell ville kalde det. For det andet ændrer fakta sig ikke bare, fordi vi benægter dem. Eller som Shakespeare skrev: ”Hvad ligger der i et navn? Det, vi kalder en rose, ville dufte lige sødt, uanset hvad den kaldes”

Til gengæld er det frustrerende, at ikke vide, hvad politikere egentlig mener, så her er der en lille guide:

Ord, der ender på ”pakke”: Ideen om, at ordet pakke er positivt ladet, og derfor vil blive modtaget med kyshånd, da alle gerne vil have en pakke. I virkeligheden dækker ordene over love, der kan være alt andet end positive. Tag fx tryghedspakken, der medførte mere overvågning eller genoprettelsespakken, der halverede dagpengeperioden.

Ord, der ender på reform: Normalt er en reform en fredelig form for revolution, der skal skabe forbedringer i samfundet. Politikere anvender dog ordet i betydningen af nedskæringer, hvor de, der har færrest ressourcer, skal give til de, der har flest ressourcer. Seneste eksempel er SU-reformen.

Ord, der ender på forringelser, skat eller afgift: Politikernes betegnelse for pakker, som  deres modstandere indførte.

Ord, der ender på nedskæringer: Betegnelse for de reformer, som modstanderne indførte.

Hvis du er i tvivl, så er en god fingerregel, at der er en sammenhæng mellem, hvor positivt det lyder og hvor negativt indhold det har.

onsdag den 13. februar 2013

Om ytringsfrihed og vold


I forbindelse med diskussionerne om ytringsfrihed, fysisk vold og drabsforsøg på de, der ytrer sig , er der nogle overvejelser som jeg synes, der mangler i diskussionerne.

Overvejelserne drejer sig om vold og om intentionen med ytringsfrihed. Ideen er, at enhver kan ytre sig uden at frygte sanktioner, således at vi kan have en åben debat. Censur er et af kendetegnene ved et totalitært samfund, og derfor er det yderst vigtigt, at ethvert udsagn kan udfordres, således at sandhedsværdien af det kan vurderes. Dette gælder, i teorien, for alle, uanset social status. Således kan magthavere ikke få ytringsmonopol som vi kender det fra totalitære stater.

Og her kommer der ikke et, men to men’er. Der er forskel på, hvor let adgang forskellige grupper i samfundet har til medierne, der fungerer som en platform til at ytre sig, samt hvilke magtmidler de har til deres rådighed. Derved bliver magtbalancen mellem de parter, der skal diskutere ikke ligeværdig.

Det andet men, er spørgsmål om vold I sagerne om ytringsfrihed og vold, lader det til, at ytringer rettet mod magthaverne medfører sanktioner, mens ytringer rettet mod grupper med færre ressourcer ikke medfører sanktioner. Eller sagt på en anden måde: Hvis du kritiserer en, der har magt til at fyre dig, sætte dig i fængsel eller på anden måde sanktionere dig, kan du være sikker på, at det også bliver gjort.

Dette gælder især overfor kritik af de magtfulde: Mærsk der solgte aktierne i Berlingske; journalister der ryger på en sort liste; whistleblowere, der kommer i fængsel; forskere, hvis navn bliver slæbt igennem sølet og bevillinger, der forsvinder. 

Denne type af vold er acceptabelt, mens fysisk vold bliver mødt med et ”Det er et angreb på vores demokrati”. Min påstand, er at enhver sanktion mod de, der ytrer sig, er et angreb på vores demokrati.

Det er selvfølgelig belejligt, at de, der har ressourcerne til at fyre, udelukke og begå karaktermord på deres kritikere, får os andre til at tro, at vi kun skal kæmpe med ord. Derved kan de vinde enhver kamp, når de bruger disse beskidte kneb.

Det rejser spørgsmålet om, hvad de, der ikke har samme mulighed for at anvende medierne, advokater og systemet gør, når de oplever at blive kritiseret eller ønsker at blive hørt.

Nogle anvender fysisk vold, hvilket drabsforsøget på Lars Hedegaard kan være et eksempel på, eller brandstiftelse på tidligere integrationsminister, Rikke Hvilhøjs, carport. Her fungerer den fysiske vold på samme måde som den ikke fysiske vold. Begge steder er formålet, at den kritiseres ikke vil finde sig i kritikken, og derfor ønsker at gøre sin modstander tavs.

Andre anvender mere civiliserede midler som læserbreve, kontakt til medierne, klager til myndigheder i håb om at blive hørt. Det bygger dog på antagelsen om, at det er muligt at komme i en dialog og igennem dialogen påvirke sin modstandere, således at han skifter mening.  
Det er ikke altid, at man ønsker at gå i dialog med sin modstander. Nogle gange vil man bare have dem til at tie stille, fordi deres ytringer forstyrrer ens planer eller virkelighed. Og her er der nogle, der har adgang til mere socialt accepteret metoder end andre. Det gør det let for dem at hylde ytringsfrihed.

Så, når det gælder ytringsfrihed, klinger det hult, når nogen påstår, at de vil kæmpe for dette demokratiske princip og samtidig anvender beskidte kneb for at gøre deres modstandere tavse. Og det er uanset om det fysisk eller ikke fysisk vold.

onsdag den 6. februar 2013

Fuck det hele


Fuck politikernes hykleri
Fuck direktørernes grådighed
Fuck manglen på moralsk lovgivning
Fuck mediernes evne til at fokusere på det forkerte

Fuck andres forventninger til mig
Fuck andres skuffelse over mig
Fuck andres afvisning af mig
Fuck andres accept af mig

Fuck mine tanker
Fuck mine manglende handlinger
Fuck mine analyser
Fuck mine planer

Fuck bekymringerne om min økonomi
Fuck usikkerheden om min fremtid
Fuck min manglende nattesøvn
Fuck denne her overspringshandling