Pages

mandag den 6. august 2012

Derfor hader jeg ordet "netværk"


Det er vigtigt at have et netværk. Det ved alle. Det siger alle.  Det skriver alle. Og så må det jo være sandt. Men hvis jeg skal være ærlig, så orker jeg ikke alt det netværk. Lad mig fortælle dig, hvorfor.

Netværk har ødelagt mit sociale liv. Før i tiden var jeg i stand til blot at tale med andre mennesker, fordi de havde en historie at fortælle og jeg kunne i en afslappet tilstand fortælle dem min historie. Nu gør sociale begivenheder  mig til en målrettet netværker der jager mennesker som jeg tror, at jeg kan bruge til noget, hvis jeg da ikke selv er byttet for andre jægere, der groft overvurderer, hvilke positive indflydelse som jeg kan have på deres karrierer eller personlige liv.

Når det gælder de såkaldte sociale netværk har de udvandet betydningen af, hvad en ven er. Når jeg kigger på mine facebookvenner er 99 procent af dem personer som jeg engang har kendt, og nu er jeg reduceret til en tilskuer af et moderne lysbilledshow af deres feriebilleder, børn og husdyr. At kalde dem for mine venner er en overdrivelse, da de færreste ved, hvor jeg bor og endnu færre har besøgt mig. Du kan jo prøve at ændre din fødselsdato, og se hvor mange hilsener du får fra dine ”venner” på facebook.

Et andet socialt netværk er Linkedin. Jeg har dog endnu ikke oplevet det som andet end en moderne telefonbog over kollegaer, og personer, hvor vi gerne vil udnytte hinanden professionelt uden at det nødvendigvis er lykkes endnu.

Så kunne jeg ikke bare tage mig sammen, så mine netværk ikke er så dårlige? Der er vel egentlig tre årsager til at det ikke kommer til at ske. Den ene er, at netværk skal vedligeholdes, og det kræver ressourcer som jeg ikke har. Der er simpelthen ikke tid nok i døgnet til, at jeg kan skrive, ringe eller spise frokost med så mange mennesker. Den anden er, at jeg ikke gider at udnytte eller blive udnyttet af mennesker, når den eneste motivation for at tale sammen er at bruge andre til at opnå sine mål. Den tredje er, at når det gælder netværk så vil alle have, men ingen gider at give, og det gælder også mig.

6 kommentarer:

  1. kan godt følge dig i dine betragtninger om Facebook og real life.

    Men man har altid et valg. Spring af ræset og vær i nuet uden at bekymre dig om at profit maksimere på dine nye netværk eller bekendtskaber - det har jeg gjort for længst. Og hvilken befrielse at kunne være sig selv igen.

    Hvad angår linkedin er jeg ikke helt enig. Har haft en del gode faglige og saglige diskussioner, uden bagtanker - der alligevel har båret frugt i nye bekendtskaber.

    Spring af de andres ræs og ha dit eget!

    Ja netværk kræver tid. Men det gør det at trække vejret også. Plej nogen passivt/casual og andre aktivt.

    SvarSlet
  2. Hvis du tror at facebookvenner, twitter followers og Linkedin kontakter er Networking, så har du fuldstændigt misforstået hvad networking er.
    Alle disse er kun til at for skabe muligheder for networking, men den egenlige networking foregår i direkte kontakt med den forskellige personer.
    Netværk skal plejes og passes og er ikke blot endnu et navn på vennelisten.

    Jeg elsker at arbejde med mit netværk, skabe kontakterne og hjælpe alle dem jeg har mulighed for Dit netværk er som en bankkonto...bliver man ved med at sætte "penge" ind i form af tjenester, hjælp og god omgang, så vil det munde ud i mange gode gerninger den anden vej.
    Et eks. er at jeg pt. ikke er jobsøgende (det har jeg ikke været siden engang i starten af 90erne) men alligevel så bliver jeg via mit netværk (og via f.eks. linkedin's venners-venner koncept) tilbudt jobs (eller tilbudt samtaler) 1-2gange om måneden.
    Da jeg stod og manglede overnatning i et andet land, så gik jungletrommerne i netværket hurtigt og inden en time havde jeg lækker overnatning sikret.

    SvarSlet
    Svar
    1. "Dit netværk er som en bankkonto...bliver man ved med at sætte "penge" ind i form af tjenester, hjælp og god omgang, så vil det munde ud i mange gode gerninger den anden vej. "

      Har du læst UnMarketing?

      Er 100% enig!

      Slet
  3. Hej Jakob og Kim

    Tak for jeres kommentarer. Jeg er beæret over, at I gad at bruge tid på at skrive jeres reaktioner ned. Indlægget skal læses som en kritik af ordet netværk, fordi det indebærer en udnyttelse af andre mennesker til egen nyttemaksimering. Jeg er klar fortaler for, at man kan have venner, bekendte og professionelle relationer, men er orker ikke at tænke på dem som min bankkonto. For det første er mennesker dynamiske og kan derfor ikke sammenlignes med penge. For det andet kræver det en vedligeholdelse af relationen som meget få er i stand til, hvis det skal være troværdigt. Ideen om en bytterelation, hvor man gør en tjeneste for en anden for at få dem til at skylde, er ikke det, som jeg mener, kendetegner en sund relation.

    SvarSlet
    Svar
    1. @max:
      Det handler ikke om "at skylde", men derimod om at hvis du hjælper dine omgivelser, så vil de huske det og også hjælpe dig når du har brug for det.
      Og nej det er ikke et 1 til 1 forhold mellem hvad ud selv giver og hvad du kan forvente at få igen. Det kræver selvfølgelig at den anden part "gider" netværket. Dog kan der i stedet komme gevinst fra anden side af når man networker. Da du f.eks. hjalp med at flytte for en af dine venner, så var det måske fordi du håbede at han engang ville hjælpe dig også. Det gjorde han måske ikke, men til gengæld så fandt flere af de andre, der også hjalp, dig så sympatisk at de gerne ville give en hånd med hos dig når du havde behov for det.
      Det handler ikke om at have tid til det - det handler om at ville det. Det tager i virkeligtheden ikke ret meget tid, og den tid der er givet ud kommer ofte igen når man selv står og har brug for det.

      @Jakob:
      Tror ikke jeg har været forbi Unmarketing, men der ryger en del bøger igennem så det kan da være. Dog er networking ikke noget jeg læser så meget om normalt (ud over den danske NQ som er ganske velskrevet).

      Slet
  4. Det lader til, at I har en anden definition af netværk end den som jeg beskriver.

    SvarSlet