Pages

mandag den 20. august 2012

Jeg, en indeterministisk kommunikator


De fleste kender de retoriske opvarmningsregler som man tænker på før man begynder på sin kommunikation. Med lidt variation kan de opsummeres som:
1.    Hvem taler jeg til?
2.    Hvorfor taler jeg?
3.    Hvad er mine hovedbuskaber?
4.    Hvad er modtagernes forudsætninger for at forstå det jeg siger?

Vi lærer reglerne på uddannelser, læser om dem i bøger og hører om dem til foredrag om ”den effektive kommunikation”

Lad os kalde denne form for kommunikation for deterministisk, før vi kaster et kritisk blik på den.

Ideen om deterministisk kommunikation hviler på antagelsen om, at jeg som afsender ved, hvordan modtagerne afkoder mine budskaber, således at jeg er i stand til at designe mine budskaber så ”de rammer plet”. Jeg er den skeptiske type, så tillad mig at komme med et par observationer.

1.    Det er sjældent, at jeg har mødt nogen der deler mit kognitive kort. Måske siger der mere om mig end om andre, men min erfaring stiller spørgsmålstegn ved om jeg er i stand til at designe mine ord så de passer ind i andres hoveder. Eller sagt med andre ord: mine modtagere afkoder mine ord på andre måder end jeg havde forestillet mig. De høre simpelthen noget andet end det jeg troede, at jeg sagde.
2.    Det er sjældent, at jeg kan formulere mig verbalt, så mine ord giver mine tanker fuld retfærdighed. Du kender sikkert situationen med, at du har det hele i hovedet, og bare lige skal skrive det ned. Og når du sætter dig for at skrive, er du ude af stand til at formulere dine tanker.


Konsekvenserne af denne tilgang til kommunikation er:

1.    Uden en dialog med mine modtagere ved jeg ikke hvem de er.
2.    Jeg erkender, taler og skriver cirkulært, og ikke lineært.
3.    Jeg er ikke tankelæser, og kan derfor ikke på forhånd vide, hvordan de opfatter mine budskaber.
4.    Jeg kan kun tage ansvar for mine egne budskaber, og ikke for, hvordan de bliver opfattet. 


Derudover er der tre konsekvenser for mit forhold til andre mennesker og mig selv:

1.    Jeg forstår ikke altid mig selv.
2.    Jeg kommer aldrig til at forstå andre
3.    Jeg vil aldrig selv blive fuldt ud forstået


Disse tre konsekvenser giver mig en følelse af frihed. For når jeg bliver misforstået er det ikke længere et spørgsmål om, at jeg er en dårlig kommunikatør. Men om at de retoriske opvarmningsreglers funktion i højere grad er at hjælpe mig til at forstå mig selv, frem for at kunne ramme plet hos andre med min kommunikation. 
Der er dog ingen garanti for at det kommer til at ske, ligesom jeg med dette indlæg måske har fået dig til at tænke, men ikke aner, hvad du tænker på.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar