Nogle gange
falder jeg over et digt der formidler en klassisk problemstilling på en måde
der ikke alene rammer tankerne, men også følelserne. Et af disse digte er James
Patrick Kinneys The Cold Within.
I en tid der er
præget af grådighed, egoisme og selvtilstrækkelighed, minder dette digt os om, hvad
konsekvenserne bliver, hvis vi ikke ønsker at dele det vi har, med det
fællesskab som vi er en del af.
Det er med
bekymring, at jeg oplever politikere, topledere, forskere, venner og familie,
der i stigende grad ikke ønsker at bidrage til andre. Tværtimod handler det om at sikre sig selv og man kan aldrig få nok.
Udsagn som ”De
må klare sig selv”, ”Det er deres egen skyld”, ”De bør tage sig sammen” og ”jeg
har ikke ressourcer” præger ikke alene talen, men også handlingerne.
Det er blevet
alles kamp mod alle, og enhver kæmper for overlevelse på arbejdet, i familien og blandt venner, mens vi hylder konkurrencens positive elementer. Kampsangen er
mig, mig, mig.
I hele dette
kaos minder James Patrick Kinney os om, at overlevelse kun er muligt, hvis vi
samarbejder. Vores forsatte eksistens afhænger af hinanden. Og det har store
konsekvenser, når vores medfølelse, tillid og vilje til selvopofrelse dør.
Jeg håber, at dette
digt får dig til at tænke over, hvad du har, som du kunne give til gavn for
fællesskabet.
The Cold Within
Six humans trapped by happenstance
In dark and bitter cold
Each possessed a stick of wood
Or so the story's told.
Their dying fire in need of logs,
But the first one held hers back,
For, of the faces around the fire,
She noticed one was black.
The next one looked cross the way
Saw one not of his church,
And could not bring himself to give
The fire his stick of birch.
The third one sat in tattered clothes
He gave his coat a hitch,
Why should his log be put to use
To warm the idle rich?
The rich man just sat back and thought
Of wealth he had in store,
And keeping all that he had earned
From the lazy, shiftless poor.
The black man's face bespoke revenge
As the fire passed from his sight,
For he saw in his stick of wood
A chance to spite the white.
And the last man of this forlorn group
Did nought except for gain,
Giving just to those who gave
Was how he played the game.
Their sticks held tight in death's stilled hands
Was proof enough of sin;
They did not die from cold without
They died from cold within.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar