Politikere taler et andet sprog end
os andre. Det skyldes, at de tror, at ord skaber virkeligheden. Så hvis man
bruger bestemte ord bliver virkeligheden som man siger, at den skal blive. Derfor
bruger de positive ladet ord om dem selv, og negativt ladet ord om deres
modstandere i håb om, at virkeligheden lader sig forme.
Det er selvfølgelig noget sludder. For
det første kan vi godt gennemskue løgne eller new speak som Orwell ville kalde
det. For det andet ændrer fakta sig ikke bare, fordi vi benægter dem. Eller som
Shakespeare skrev: ”Hvad ligger der i et
navn? Det, vi kalder en rose, ville dufte lige sødt, uanset hvad den kaldes”
Til gengæld er det frustrerende, at
ikke vide, hvad politikere egentlig mener, så her er der en lille guide:
Ord, der ender på ”pakke”: Ideen
om, at ordet pakke er positivt ladet, og derfor vil blive modtaget med kyshånd,
da alle gerne vil have en pakke. I virkeligheden dækker ordene over love, der
kan være alt andet end positive. Tag fx tryghedspakken, der medførte mere
overvågning eller genoprettelsespakken, der halverede dagpengeperioden.
Ord, der ender på reform: Normalt
er en reform en fredelig form for revolution, der skal skabe forbedringer i
samfundet. Politikere anvender dog ordet i betydningen af nedskæringer, hvor
de, der har færrest ressourcer, skal give til de, der har flest ressourcer.
Seneste eksempel er SU-reformen.
Ord, der ender på forringelser,
skat eller afgift: Politikernes betegnelse for pakker, som deres modstandere indførte.
Ord, der ender på nedskæringer:
Betegnelse for de reformer, som modstanderne indførte.
Hvis du er i tvivl, så er en god
fingerregel, at der er en sammenhæng mellem, hvor positivt det lyder og hvor
negativt indhold det har.
Som Shu-Bi-Dua sang det:
SvarSletVi kommer fra højre og venstre for at styre dette land
og det gør vi bedst når det går ned ad bakke
Vi kan skændes og vi kan enes når det gælder det rene vand
og lortet gi'r vi jer i en pakke.