Pages

torsdag den 28. februar 2013

Når målestokken konstant bliver lavet om


Der er en uskik i politik, der handler om, at latterliggøre modstanderen ved at få ham til at fremstå som forkælet og urimelig. Lad os kalde det for den fleksible målestok.

Teknikken består i, at man sammenligner modstanderen med noget, der får hans synspunkt til at fremstå som værende latterligt. Politikere bruger teknikken i debatter og i forbindelse med at skulle gøre befolkningen modtagelig overfor forringelser i udvalgte gruppers forhold.

Et eksempel er forringelserne i SU’en. Danske studerende sammenlignes med udvalgte lande, der netop er udvalgt ud fra, at de skal få de danske studerende til at fremstå som værende forkælede. Her var sammenligningen kun på et parameter, som i dette tilfælde var beløbet på SU. Ved at sammenligne SUens størrelse med lande, hvor studerende får mindre, fremstår danske studerende som privilegeret, og derfor må man gerne skære, så de bliver ligesom de andre.

Man glemmer dog, at fortælle, at i de lande man sammenlignede med, betaler studerende ikke skat af SUen, ligesom man heller ikke sammenligner SUens købekraft i forhold til mad og ikke mindst boligudgifter.

Logikken i teknikken er, at så længe nogle har det dårligere end en selv, kan man ikke tillade sig at brokke sig. Der er ingen andre kriterier end sammenligningens evne til pacificere modstanderne ved at få dem til at fremstå som forkælede. Derfor ændres sammenligningspunktet konstant.

Danske studerende anses for at være en homogen gruppe og man kan så sammenligne den med studerende fra Sverige, Norge, England, USA eller andre lande, så længe at det får danske studerende til at fremstå som forkælede.

Men, hvorfor skal sammenligningen være med dem, der har det dårligere end en selv? Hvorfor ikke sammenligne med dem, der har bedre vilkår? Hvor er rimeligheden i, at man skal acceptere sin situation, fordi andre har det dårligere? Det pacificerer jo blot og man behøver ikke længere at gøre en indsats for at få det bedre.

Det er jo netop dette som sammenligningens formål er. Det svarer til, at journalister ikke skal kritisere lukketheden i den nye offentlighedslov, fordi der er andre lande, hvor journalister bliver skudt. Eller politiet ikke skal kritisere færdselskulturen, fordi den er værre i andre lande.

Til gengæld bruges den modsatte form for målestok, når der skal argumenteres for forbedringer. Her sammenlignes de danske forhold med andre lande, hvis forhold er bedre. Igen er det ud fra et synspunkt om at retfærdiggøre sit eget synspunkt.

På den måde bliver virkeligheden relativ og det bliver vanskeligt at gøre indvendinger mod forringelser eller argumentere for forbedringer, når ens modstanders målestok konstant ændres.

Så jeg forbeholder mig retten til at kritisere, brokke mig og være imod enhver forringelse af mine vilkår, selvom der kan findes eksempler på folk, der har det værre end mig selv. Fordi min målestok forbliver den samme, og den sammenligner mig med toppen og ikke med bunden.

1 kommentar:

  1. Der er ingen der vil høre sandheden, når den er grim......
    (fingrene i ørerne) lalalalalalalalalalalajegkanikkehørehvaddusigerlalalalalalalal

    SvarSlet