Om ytringsfrihed og vold

I forbindelse med diskussionerne om ytringsfrihed, fysisk vold og drabsforsøg på de, der ytrer sig , er der nogle overvejelser som jeg synes, der mangler i diskussionerne.

Overvejelserne drejer sig om vold og om intentionen med ytringsfrihed. Ideen er, at enhver kan ytre sig uden at frygte sanktioner, således at vi kan have en åben debat. Censur er et af kendetegnene ved et totalitært samfund, og derfor er det yderst vigtigt, at ethvert udsagn kan udfordres, således at sandhedsværdien af det kan vurderes. Dette gælder, i teorien, for alle, uanset social status. Således kan magthavere ikke få ytringsmonopol som vi kender det fra totalitære stater.

Og her kommer der ikke et, men to men’er. Der er forskel på, hvor let adgang forskellige grupper i samfundet har til medierne, der fungerer som en platform til at ytre sig, samt hvilke magtmidler de har til deres rådighed. Derved bliver magtbalancen mellem de parter, der skal diskutere ikke ligeværdig.

Det andet men, er spørgsmål om vold I sagerne om ytringsfrihed og vold, lader det til, at ytringer rettet mod magthaverne medfører sanktioner, mens ytringer rettet mod grupper med færre ressourcer ikke medfører sanktioner. Eller sagt på en anden måde: Hvis du kritiserer en, der har magt til at fyre dig, sætte dig i fængsel eller på anden måde sanktionere dig, kan du være sikker på, at det også bliver gjort.

Dette gælder især overfor kritik af de magtfulde: Mærsk der solgte aktierne i Berlingske; journalister der ryger på en sort liste; whistleblowere, der kommer i fængsel; forskere, hvis navn bliver slæbt igennem sølet og bevillinger, der forsvinder. 

Denne type af vold er acceptabelt, mens fysisk vold bliver mødt med et ”Det er et angreb på vores demokrati”. Min påstand, er at enhver sanktion mod de, der ytrer sig, er et angreb på vores demokrati.

Det er selvfølgelig belejligt, at de, der har ressourcerne til at fyre, udelukke og begå karaktermord på deres kritikere, får os andre til at tro, at vi kun skal kæmpe med ord. Derved kan de vinde enhver kamp, når de bruger disse beskidte kneb.

Det rejser spørgsmålet om, hvad de, der ikke har samme mulighed for at anvende medierne, advokater og systemet gør, når de oplever at blive kritiseret eller ønsker at blive hørt.

Nogle anvender fysisk vold, hvilket drabsforsøget på Lars Hedegaard kan være et eksempel på, eller brandstiftelse på tidligere integrationsminister, Rikke Hvilhøjs, carport. Her fungerer den fysiske vold på samme måde som den ikke fysiske vold. Begge steder er formålet, at den kritiseres ikke vil finde sig i kritikken, og derfor ønsker at gøre sin modstander tavs.

Andre anvender mere civiliserede midler som læserbreve, kontakt til medierne, klager til myndigheder i håb om at blive hørt. Det bygger dog på antagelsen om, at det er muligt at komme i en dialog og igennem dialogen påvirke sin modstandere, således at han skifter mening.  

Det er ikke altid, at man ønsker at gå i dialog med sin modstander. Nogle gange vil man bare have dem til at tie stille, fordi deres ytringer forstyrrer ens planer eller virkelighed. Og her er der nogle, der har adgang til mere socialt accepteret metoder end andre. Det gør det let for dem at hylde ytringsfrihed.

Så, når det gælder ytringsfrihed, klinger det hult, når nogen påstår, at de vil kæmpe for dette demokratiske princip og samtidig anvender beskidte kneb for at gøre deres modstandere tavse. Og det er uanset om det fysisk eller ikke fysisk vold.