I forbindelse med diskussionerne om
ytringsfrihed, fysisk vold og drabsforsøg på de, der ytrer sig , er der nogle
overvejelser som jeg synes, der mangler i diskussionerne.
Overvejelserne drejer sig om vold
og om intentionen med ytringsfrihed. Ideen er, at enhver kan ytre sig uden at
frygte sanktioner, således at vi kan have en åben debat. Censur er et af
kendetegnene ved et totalitært samfund, og derfor er det yderst vigtigt, at
ethvert udsagn kan udfordres, således at sandhedsværdien af det kan vurderes.
Dette gælder, i teorien, for alle, uanset social status. Således kan magthavere
ikke få ytringsmonopol som vi kender det fra totalitære stater.
Og her kommer der ikke et, men to
men’er. Der er forskel på, hvor let adgang forskellige grupper i samfundet har
til medierne, der fungerer som en platform til at ytre sig, samt hvilke
magtmidler de har til deres rådighed. Derved bliver magtbalancen mellem de
parter, der skal diskutere ikke ligeværdig.
Det andet men, er spørgsmål om vold
I sagerne om ytringsfrihed og vold, lader det til, at ytringer rettet mod
magthaverne medfører sanktioner, mens ytringer rettet mod grupper med færre
ressourcer ikke medfører sanktioner. Eller sagt på en anden måde: Hvis du
kritiserer en, der har magt til at fyre dig, sætte dig i fængsel eller på anden
måde sanktionere dig, kan du være sikker på, at det også bliver gjort.
Dette gælder især overfor kritik af
de magtfulde: Mærsk der solgte aktierne i Berlingske; journalister der ryger på
en sort liste; whistleblowere, der kommer i fængsel; forskere, hvis navn bliver
slæbt igennem sølet og bevillinger, der forsvinder.
Denne type af vold er
acceptabelt, mens fysisk vold bliver mødt med et ”Det er et angreb på vores
demokrati”. Min påstand, er at enhver sanktion mod de, der ytrer sig, er et
angreb på vores demokrati.
Det er selvfølgelig belejligt, at
de, der har ressourcerne til at fyre, udelukke og begå karaktermord på deres
kritikere, får os andre til at tro, at vi kun skal kæmpe med ord. Derved kan de
vinde enhver kamp, når de bruger disse beskidte kneb.
Det rejser spørgsmålet om, hvad de,
der ikke har samme mulighed for at anvende medierne, advokater og systemet gør,
når de oplever at blive kritiseret eller ønsker at blive hørt.
Nogle anvender fysisk vold, hvilket
drabsforsøget på Lars Hedegaard kan være et eksempel på, eller brandstiftelse
på tidligere integrationsminister, Rikke Hvilhøjs, carport. Her fungerer den
fysiske vold på samme måde som den ikke fysiske vold. Begge steder er formålet,
at den kritiseres ikke vil finde sig i kritikken, og derfor ønsker at gøre sin
modstander tavs.
Andre anvender mere civiliserede
midler som læserbreve, kontakt til medierne, klager til myndigheder i håb om at
blive hørt. Det bygger dog på antagelsen om, at det er muligt at komme i en
dialog og igennem dialogen påvirke sin modstandere, således at han skifter
mening.
Det er ikke altid, at man ønsker at
gå i dialog med sin modstander. Nogle gange vil man bare have dem til at tie
stille, fordi deres ytringer forstyrrer ens planer eller virkelighed. Og her er
der nogle, der har adgang til mere socialt accepteret metoder end andre. Det gør det let for dem at hylde ytringsfrihed.
Så, når det gælder ytringsfrihed,
klinger det hult, når nogen påstår, at de vil kæmpe for dette demokratiske princip og samtidig anvender
beskidte kneb for at gøre deres modstandere tavse. Og det er uanset om det
fysisk eller ikke fysisk vold.
Det er kun de svagest stillede, der har brug for en lov om ytringsfrihed. De stærke har ikke brug for ytringsfrihed. Uden lov om ytringsfrihed ville de stærke midlerne til at sige hvadsomhelst straffrit. De stærke ville altid kunne ytre sig, og har som regel også væsentlige muligheder for at udbrede sig gennem massekommunikationsmidler.
SvarSlet