Jeg er færdig med at være et barn af velfærdssamfundet

Jeg er et barn af velfærdssamfundet. Jeg er vokset op i et samfund med lighed, tryghed og tillid. Jeg er aldrig gået sulten i seng. Takket være alle de der i årevis har betalt deres skat, har jeg fået gratis uddannelse og lægehjælp.

Jeg havde altid troet på, at det altid skulle være sådan. At det var naturligt i Danmark, at alle havde råd til mad at spise og en seng at sove i. Men ikke længere. Siden den såkaldte finanskrise indtraf, har jeg med bekymring hørt magtfulde mennesker tale om, at vi ikke længere har råd til den velfærd som jeg voksede op med.  Og de sætter handlinger bag deres ord. Besparelser, fattigdom og stigende ulighed er blevet en del af dagligdagen. Og det bliver accepteret uden andet end et ”Sådan er det jo.”.

De siger, at det er fordi vi ikke har råd til velfærden, men sandheden er en anden. At reglerne har ændret sig uden nogen rigtigt har besluttet det. Det startede med at bankerne manglede penge. Politikerne besluttede sig for at give dem skatteydernes penge.

De siger, at det er et lån, men jeg tror mere, at det var en gave. En gave der bestod i, at politikernes største omsorg ikke længere var forbeholdt borgerne, men virksomhederne. Især de finansielle, hvis gunst staterne nu konkurrerer om.

Og her står jeg som et barn der er blevet efterladt, at den stat som altid har passet på mig. Den, der gav mig uddannelse, lægehjælp og som jeg altid kunne regne med, hvis jeg fik problemer. Men ikke længere.

Og jeg har indse, at jeg ikke længere er et barn. Jeg er en voksen, der selv har børn. Og jeg er bekymret. Jeg er bekymret for, hvilken fremtid de skal opleve. Jeg er bekymret for de politikere, der ikke længere har et håb om, at velfærdssamfundet kan reddes. Nu handler det om at kunne konkurrere. Konkurrere med andre samfund, andre virksomheder og andre mennesker.

Og som den voksne jeg er, kan jeg ikke bare lade stå til, mens nogle få ødelægger det for os andre. Politikere og topledere der fortæller os, at vi må forberede os på hårde tider, mens de tildeler sig selv privilegier som vi andre kun kan drømme om.

Jeg har indset, at jeg er blevet svigtet. Efterladt af dem som jeg stolede på. Men ikke længere. En voksen må tage ansvar, og jeg har tænkt mig at tage mit. Ikke kun for mig selv eller for mine egne. Men for velfærdssamfundet. Ikke den kvælende dominerende moderstat eller den strenge kolde faderstat, men det samfund, hvor alle havde en mulighed. Hvor alle var garanteret en minimum levestandard.

Jeg har aldrig identificeret mig med et politisk parti eller en politisk retning. Kald mig bare socialist, fordi jeg mener, at vi skal passe på hinanden. At ikke alle har samme forudsætninger for at opnå vores mål. At ingen kan klare sig alene.

Kald mig også liberal, fordi jeg mener, at frihed er det dyreste vi har. At vi alle er lige, og ingen har ret til at bestemme over andre.

Jeg kunne godt tænke mig at være med til at skabe et samfund, der minder om det som jeg voksede op i. Hvor børn ikke går sultne i seng. Hvor der er håb om en fremtid. Hvor alle får en chance, og nogle får endda flere. Hvor der er tillid og overskud.

Jeg ved ikke helt, hvor jeg skal starte, men jeg skal nok finde ud af det.  Jeg er jo først lige blevet færdig med at være et barn af velfærdssamfundet.