Normalt tænker jeg på oprør som
noget aktivt. Noget revolutionært. Det er der, hvor folket går på gaden og
viser deres utilfredshed. Højlydt. Ikke kun med ord, men også med handlinger. De
bryder lovene, reglerne og normerne. De kæmper mod dem, der vil opretholde
uretfærdigheden. De kæmper med våben og vil fjerne deres modstandere fysisk. Men
oprør kan også komme i en anden form.
Her er der ingen våben, ingen råb,
men stilhed. Du kender det fra den manglende reaktion, når du kommer med et
forslag til din kollegaer. I det stille oprør bruger man ikke stemmen eller
hænderne, men ryggen. Ved at vende den mod det, som man gør oprør imod.
Tusindvis af unge gør det hvert år,
når de ikke tager en uddannelse. De omtales som svage, som ikke-boglige og som nogen,
der skal hjælpes. Men hvad, hvis det ikke er tilfældet?
Hvad, hvis de unge er oprører, der
ikke vil finde sig i det pres som store dele af samfundet kan lægge på dem,
hvis de tager en uddannelse? Presset om at bevise, at man er succes ved at få
job, bil og ejerbolig? Og pludselig sidder man i gæld til halsen og ens frihed
er reduceret til at vælge, hvilken vej man vil køre hjem fra arbejde eller hvor
rejsen i sommerferien skal gå hen. Så de unge giver fingeren til den status som
penge giver.
Beslutningstagerne,
virksomhedslederne, politikerne er selvfølgelig bekymrede over de mange unge,
der vender ryggen til den eksisterende samfundsstruktur. Tænk, hvis oprøret
bredte sig. Så ville virksomhedslederne mangle arbejdskraft og lønningerne ville
stige. Politikerne ville ikke længere kunne påvirke borgerne igennem økonomiske
incitamenter. Borgerne ville ikke bruge så meget energi på økonomiske
bekymringer, og tænk, hvad de så ville kunne finde på.
Men politikerne og virksomhederne
forsøger at dæmpe oprøret. De unge skal have samtaler med velmenende
studievejledere og sagsbehandlere. De unge får at vide, at det er vigtigt at
tage en uddannelse, fordi så kan du få et job. De hører mantraet: Performe,
konkurrence og yd, hver eneste dag.
Men de unge har gennemskuet løgnene.
De arbejdsløse modsiger politikerne. En uddannelse er ingen garanti for at få
et job og det gode liv er ikke defineret af, hvor mange penge man har.
Så hvis vi andre, der allerede sidder i
saksen, kan finde ud af, hvordan vores stille oprør skal være, så er der måske
håb om et bedre samfund.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar