Når et ”Synes godt om” ikke længere er nok

Der er et spørgsmål, der har bevæget sig rundt i mit hoved igennem længere tid. Det handler om, hvad man gør, når man gerne vil skabe en forandring på samfundsniveau. Vi har jo et helt system, der er dedikeret til den slags: politiske partier og interesseorganisationer. Alle sager og synspunkter er repræsenteret. Lige fra bilister over miljø til sociale problemstillinger. De politiske partier spænder også bredt: lige fra: enhver skal kunne klare sig selv til staten er din ven.

Eller sådan er det på papiret. Fordi virkeligheden er en anden. Det er som en fætter-kusine fest, hvor alle kender hinanden, og det er en lukket fest. Os der ikke er med, får at vide, at vi kan gifte os til det gode selskab. Meld dig ind, mød op og  engager dig, Men det strider jo imod ideen om, at de skulle repræsentere os der ikke er med?

Så hvad gør man, når man oplever, at dem der burde, ikke repræsenterer ens interesser?

Man kunne tie stille og finde sig i det. Og i apatisk stemning bukke hovedet og trække på skulderne, mens man hvisker ”Sådan er det jo.”

Man kunne også bruge sin stemme. Enten ved at brokke sig til andre over ”de satans politikere og imbecile offentlige ansatte, der kører landet i sænk”. Eller ved at skrive læserbreve, blogge og være aktive på sociale medier.

Det er en dejlig uforpligtende måde at engagere sig politisk på. Et ”Synes godt om” der, og et ”Synes godt om” her. Måske endda også skrive på en politikers eller virksomheds væg på Facebook. Give udtryk for sin utilfredshed og forhåbentligt vil andre så ”synes godt om” ens indlæg og derefter vil der ske…intet. Fordi det hele forbliver snak og håb om at kunne inspirere andre, der så handler, så man ikke selv behøver det.

Man har selvfølgelig giver udtryk for sin holdning og har fundet glæde og tilfredshed i, at man ikke er alene med holdningen. Netop denne erkendelse har gjort ondt på mig, da jeg er et eksempel på denne type: masser af ord, men meget lidt handling. Og jeg ved godt, at man definere ord som handling, men det rykker ikke ved min fornemmelse af, at min indsats er ligegyldig. Men hvad gør man så, når et ”Synes godt om” ikke længere er nok?

Historien har eksempler på, hvordan det skal gøres. Faktisk starter det med en utilfredshed. Man deler denne utilfredshed med andre igennem ord. Men på et tidspunkt er ord ikke nok. Der skal handling til. Det sker, når der er opnået en kritisk masse i form af mennesker, der har fået nok. Så skabes en gruppe, hvis kollektive ressourcer kan anvendes til at skabe den ønskede forandring.

Så jeg finder trøst i, at processen starter med ord. Én person kan forandre verden. Hvis personen kan overbevise andre om, at de skal samarbejde om at skabe en forandring.