Tanker i en KZ-lejr

Jeg har ferie. Og brugte dagen i dag sammen med familien i en tidligere KZ-lejr. Det var med blandede følelser at jeg besøgte stedet.

Min farfar var frihedskæmper, ligesom hans brødre. En af brødrene blev fanget, og kom i en KZ-lejr. Min farfar nåede at flygte til Sverige, og blev medlem af Den Danske Brigade. Jeg spurgte ham tit om, hvad han lavede under 2. verdenskrig. Hver gang blev hans blik fjernt, afviste at tale om det, og sagde blot: "Det var onde år".

Og nu stod jeg der. Lige der, hvor ondskaben havde hersket. Lige der, hvor 50.000 mennesker, mænd, kvinder og børn var blevet slået ihjel.

Officielt var dødsårsagerne kulde, sygdom, hængning, tortur og medicinske forsøg, men lejren var blevet udtænkt og styret af mennesker, det var tilhængere af  en totalitær ideologi, der reducerede alle andre til undermennesker.

Mens vi gik rundt i lejren, var der ingen, der sagde noget. Jeg tænkte på al den smerte, som stedet havde oplevet, og var glad for at murene ikke kunne tale. Jeg blev taknemmelig for alle de mennesker, der ligesom min farfar, havde gjort modstand mod det totalitære regime, der havde retfærdiggjort den ondskab.

For mig var stedet et symbol. Et symbol på, hvad det kan ske, hvis vi tillader at nedgøre andre menneskers værdi. Men også et symbol på at modstand er nødvendigt. At oprør kan lykkes. Der døde 50.000 mennesker i lejren, men jeg tør ikke at tænke på, hvor mange der var blevet slået ihjel, hvis der ikke havde været modstand i form af civile og soldater, det kæmpede mod nazismen.

Og jeg tænkte på den metode, som nazisterne havde brugt for at retfærdigøre deres ondskabsfuldhed handlinger. At de andre var mindre værd. Og fordi de andre var mindre værd, fik nazisterne en moralsk forpligtelse til at gøre noget ved det problem, som de andre var. Og ikke er ord om  Guantanamo-lejren her. 

Metoden bliver også brugt i dag. Arbejdsløse er dovne, derfor skal de aktiveres. Muslimer er potentielle terrorister, derfor skal de kontrolleres. Vi udgør alle en potentiel fare,  derfor skal vi overvåges.

Når et menneske karakteriseres negativt udfra en "objektiv" bedømmelse, anvendes den samme metode, der retfærdiggjorde KZ-lejren. Vi kan alle gøres til undermennesker. Det gjorde mig vred og trist at tænke på at metoden stadig er i brug. Men jeg fik også håb. For jeg blev mindet om at oprør og modstand havde vundet. Jeg satser på at vi vinder igen.

Og det var årsagen til at mine børn kom med hen til det sted, der havde set så mange rædsler. De skal vide at modstand er livsnødvendigt hver gang nogen gør andre til undermennesker. For degraderingen af andre er det første skridt mod at bygge en KZ-lejr.

Evaluering af Folkemødet på Bornholm 2013

Hvis jeg havde spurgt forskellige deltagere på Folkemødet på Bornholm om, hvad de syntes om arrangementet, forestiller jeg mig, at de ville havde svaret dette: 

Journalist A: ”Det var det fedeste. Det er dejligt at møde kollegaer i nye omgivelser og drikke gratis fadøl. Normalt er det jo noget, som vi kun kan gøre efter arbejdstiden, men her var det en del af arbejdet. Jeg skal helt klart med næste år – ligesom mine 500 kollegaer”

Journalist B: ”Jeg elsker det her arrangement. Normalt er jeg kun ordstyrer en gang om måneden, men her har jeg været ordstyrer på 11 arrangementer på en uge. Det er noget som virkelig styrker privatøkonomien.”

Politiker A: ”Jeg nød at deltage i diskussioner, hvor jeg kunne se tilskuerne. Normalt foregår det jo bare i et kedeligt studie, og det er rart at kunne se tilhørernes reaktioner, når jeg beskylder mine politiske modstandere for noget”

Politiker B: ”Det er dejligt at være i centrum. Alle vil jo tale med os og alle vil give os et eller andet. Jeg havde selv nogle gode samtaler over nogle gode middager med repræsentanter for nogle gode virksomheder”

Repræsentant for virksomheder A: ”Det er jo som en slikbutik. Jeg kan holde flere møder med politikere på en uge end jeg kan på et halvt år, når vi er på Sjælland. Det hjælper jo også på stemningen, at der er rigeligt med øl”

Repræsentant for virksomheder B: ”Christiansborg kunne lære meget af Folkemødet. De kunne jo for eksempel opstille telte på gårdspladsen, hvor vi kunne tilbyde dem gratis mad og drikke mod at få en uformel samtale.”

Folk A: ”Jeg synes, at det er dejligt at se girafferne. Det overraskede mig, at mange af politikerne og journalisterne er meget mindre i virkeligheden end de er i fjernsynet”

Folk B: ”Jeg fik lov til at stille et spørgsmål til en minister. Hun talte udenom, men jeg fik stadig lov til at stille det.”

En lokal selvstændig: ”Det giver en rigtig god omsætning, når der pludselig er 60.000 mennesker, men det er nu meget rart at der er ro igen.”

Arrangøren af Folkemødet: ”Det var en bragende succes.”

I dag er vi bitre over Folkemødet på Bornholm

Hvorfor?

Fordi at kalde et møde mellem de sædvanlige politikere, lobbyister, repræsentanter for interesseorganisationer og journalister er mere en lukket fest end et folkemøde.

Fordi det ligger på Bornholm. En ø som man normalt kun besøger, hvis man er barn og skal på cykelferie med sine forældre. Det er ikke et sted, som man bare lige besøger en enkelt dag. Og slet ikke uden cykel.

Fordi vi er trætte af eufemismer, hvor ordene betyder det modsatte af, hvad de burde.  

Fordi vi altid er bitre over arrangementer som vi ikke er inviteret med til. Som Distortion, Roskilde Festivalen og Helenes fødselsdag i 9. klasse.

Men mest er vi bitre over Folkemødet på Bornholm, fordi det minder os om alle de andre ting, hvor politikere isolerer sig fra resten af samfundet. Mens de med deres ord prøver at kamuflere det faktum, at de helst ville være fri for alle os andre. 

Folkemøde? Næppe. Det er Christiansborg og hele følget, der er på udflugt til Bornholm.

Når ords betydning ændres i politik

Normalt var offentlighedslovens funktion at sørge for, at offentligheden kunne følge med i magthavernes arbejde, således at magtmisbrug kunne afsløres. Det skyldes historiske fakta om, at magt gør noget grimt ved dem, der har den til låns, og derfor kan man ikke helt regne med, at de er ved deres sansers fulde fem, når de begynder at udøve den. Derfor skal magthaverne kigges over skulderen, så vi andre kan være sikker på, at de opfører sig ordentligt.  

I forslaget om den nye offentlighedslov har ordet offentlighed dog ændret betydning. Nu er det ikke længere positivt og en styrke for demokratiet, men noget negativt, der forhindrer politikerne og embedsværket i at være innovative og ideudvikle.

Derfor beder regeringen os om at være forstående overfor at de vil lette deres egne arbejdsvilkår, således at lovgivningsarbejdet bliver bedre. De taler som en forældre til et barn, hvilket er kendetegnende for hele deres retorik, at ”Far og mor ved bedst.”

Det samme gør sig gældende for SUreformen og kontanthjælpsreformen. Her skal vi være taknemmelige over, at politikerne hjælper studerende og arbejdsløse, så de ikke bare hensygner på henholdsvis en uddannelsesinstitution og en sofa. Det bliver fremsagt som om, at regeringen har en moralsk forpligtelse til at hjælpe disse stakler, der ikke selv kan finde ud af, hvad der er godt for dem.

Der var engang, hvor et studie også handlede om dannelse og fordybelse, hvor nu handler det om, at hælde viden på tomme kar, så de kan bruges på arbejdsmarkedet.

En arbejdsløs er ikke længere en borger, der ikke har noget arbejde. Det er en ledig, der ikke vil have et arbejde, fordi den ledige er doven. Dette gælder også personer på sygedagpenge. De kan jo blive raske, hvis de virkelig vil, og politikerne kan jo ikke bare lade stå til, når der er syge mennesker, der skal gøres raske.

Og pludselig bliver løgn til sandhed. Men vi er nogle, der ikke accepterer præmissen om, at ord kan tale virkeligheden væk.

Offentligheden vil aldrig være en god ting, for dem der vil arbejde i dække af mørket.

At studere handler også om at fordybe sig og dannelse

Arbejdsløshed kan ramme alle, og har meget lidt med individers motivation at gøre. Derimod har det meget med strukturelle faktorer at gøre, og her svigter regeringen fuldstændig. Ligesom den forveksler socialpolitik med beskæftigelsespolitik og demokrati med totalitært styre.

Hvad kan jeg kræve af politikerne?

Der er et spørgsmål, der i længere tid har trængt sig på i mit hoved. Jeg er omgivet af krav. Krav fra venner, børn, familie, kollegaer, chefer, staten og mig selv.  Jeg stiller selv en del krav. Selvom jeg forsøger, så er der en del af dem, som jeg ikke selv lever op til. Nogle krav er urimelige, og andre giver mening. Nogle fungerer som en klods om mit ben, mens andre giver mig retning.

Men som borger, hvilke krav kan jeg tillade mig at stille til politikerne?

·      Kan jeg tillade mig at kræve at de fortæller sandheden?

·      Kan jeg kræve, at de varetager samfundets bedste, og ikke kun deres karriere?

·      Kan jeg forvente, at de står til regnskab for deres handlinger?

Og hvis svaret er nej til de tre spørgsmål, hvad gør jeg så?

·      Kan jeg kræve, at journalister vil søge efter sandheden og publicere den?

·      Kan jeg forvente, at nogen vil gøre modstand, hvis og når politikerne begår magtmisbrug?

·      Kan jeg kræve, at andre holder politikerne ansvarlige for deres ord og handlinger?

Eller er det hele op til mig selv? Og hvis det er, vil du så hjælpe mig?

”Hvorfor er du så vred?” spurgte hun

”Fordi jeg er skuffet over mennesker, der ikke holder, hvad de lover. Fordi autoriteter har svigtet mig. Fordi de stærke sjældent hjælper de svage, men bruger deres styrke på at rage til sig. Fordi der er så meget uretfærdighed i verden. Fordi der er så meget i vejen med den måde som tingene foregår på, at hvis jeg ikke råber, bliver jeg sindssyg”

”Fordi jeg har valget mellem apati, bitterhed og vrede. Jeg kan acceptere alt det, som jeg synes, der er i vejen med denne verden, fordi det koster mig meget at prøve at forandre det. Hvis jeg ikke handler på min vrede, vil den gøre mig apatisk og bitter.”

”Vreden er min drivkraft. Uden den er jeg blot endnu en mand, der går på arbejde og sætter sig i sofaen, når ham kommer hjem, mens fjernsynet distraherer ham i at bruge den korte tid han har, på noget som han synes er vigtigt”

”Vreden er min ven. Det er den, der gør, at jeg hver dag leder efter noget som jeg kan forandre til det bedre. Det er den, der gør, at jeg ikke retter ind, selv når der er risiko for at selvdestruktion, når jeg går op i mod kræfter, der er stærkere end mig selv.”

”Vreden er den følelse, der fortæller mig, at grænsen er nået og hvis jeg ikke kæmper, vil andre udslette det, som jeg tror på og den jeg er.”

”Så min vrede er værdifuld. Det er min kilde til energi. Det er mit våben mod de, der taler mod, at tingene bliver bedre, hvis jeg gør som de vil have, at jeg skal gøre. Det er ikke den passive vrede, men den retfærdige, der fortæller mig, hvad jeg skal kæmpe for og imod"

”Fordi hvis jeg ikke bruger vreden til at skabe forandring, vil den forandre mig til en bitter mavesur mand, der spildte sit liv, fordi han ikke kæmpede for, hvad han syntes, der var rigtigt.”

Når målestokken konstant bliver lavet om

Der er en uskik i politik, der handler om, at latterliggøre modstanderen ved at få ham til at fremstå som forkælet og urimelig. Lad os kalde det for den fleksible målestok.

Teknikken består i, at man sammenligner modstanderen med noget, der får hans synspunkt til at fremstå som værende latterligt. Politikere bruger teknikken i debatter og i forbindelse med at skulle gøre befolkningen modtagelig overfor forringelser i udvalgte gruppers forhold.

Et eksempel er forringelserne i SU’en. Danske studerende sammenlignes med udvalgte lande, der netop er udvalgt ud fra, at de skal få de danske studerende til at fremstå som værende forkælede. Her var sammenligningen kun på et parameter, som i dette tilfælde var beløbet på SU. Ved at sammenligne SUens størrelse med lande, hvor studerende får mindre, fremstår danske studerende som privilegeret, og derfor må man gerne skære, så de bliver ligesom de andre.

Man glemmer dog, at fortælle, at i de lande man sammenlignede med, betaler studerende ikke skat af SUen, ligesom man heller ikke sammenligner SUens købekraft i forhold til mad og ikke mindst boligudgifter.

Logikken i teknikken er, at så længe nogle har det dårligere end en selv, kan man ikke tillade sig at brokke sig. Der er ingen andre kriterier end sammenligningens evne til pacificere modstanderne ved at få dem til at fremstå som forkælede. Derfor ændres sammenligningspunktet konstant.

Danske studerende anses for at være en homogen gruppe og man kan så sammenligne den med studerende fra Sverige, Norge, England, USA eller andre lande, så længe at det får danske studerende til at fremstå som forkælede.

Men, hvorfor skal sammenligningen være med dem, der har det dårligere end en selv? Hvorfor ikke sammenligne med dem, der har bedre vilkår? Hvor er rimeligheden i, at man skal acceptere sin situation, fordi andre har det dårligere? Det pacificerer jo blot og man behøver ikke længere at gøre en indsats for at få det bedre.

Det er jo netop dette som sammenligningens formål er. Det svarer til, at journalister ikke skal kritisere lukketheden i den nye offentlighedslov, fordi der er andre lande, hvor journalister bliver skudt. Eller politiet ikke skal kritisere færdselskulturen, fordi den er værre i andre lande.

Til gengæld bruges den modsatte form for målestok, når der skal argumenteres for forbedringer. Her sammenlignes de danske forhold med andre lande, hvis forhold er bedre. Igen er det ud fra et synspunkt om at retfærdiggøre sit eget synspunkt.

På den måde bliver virkeligheden relativ og det bliver vanskeligt at gøre indvendinger mod forringelser eller argumentere for forbedringer, når ens modstanders målestok konstant ændres.

Så jeg forbeholder mig retten til at kritisere, brokke mig og være imod enhver forringelse af mine vilkår, selvom der kan findes eksempler på folk, der har det værre end mig selv. Fordi min målestok forbliver den samme, og den sammenligner mig med toppen og ikke med bunden.