Jeg har ferie. Og brugte dagen i dag sammen med familien i en tidligere KZ-lejr. Det var med blandede følelser at jeg besøgte stedet.
Min farfar var frihedskæmper, ligesom hans brødre. En af brødrene blev fanget, og kom i en KZ-lejr. Min farfar nåede at flygte til Sverige, og blev medlem af Den Danske Brigade. Jeg spurgte ham tit om, hvad han lavede under 2. verdenskrig. Hver gang blev hans blik fjernt, afviste at tale om det, og sagde blot: "Det var onde år".
Og nu stod jeg der. Lige der, hvor ondskaben havde hersket. Lige der, hvor 50.000 mennesker, mænd, kvinder og børn var blevet slået ihjel.
Officielt var dødsårsagerne kulde, sygdom, hængning, tortur og medicinske forsøg, men lejren var blevet udtænkt og styret af mennesker, det var tilhængere af en totalitær ideologi, der reducerede alle andre til undermennesker.
Mens vi gik rundt i lejren, var der ingen, der sagde noget. Jeg tænkte på al den smerte, som stedet havde oplevet, og var glad for at murene ikke kunne tale. Jeg blev taknemmelig for alle de mennesker, der ligesom min farfar, havde gjort modstand mod det totalitære regime, der havde retfærdiggjort den ondskab.
For mig var stedet et symbol. Et symbol på, hvad det kan ske, hvis vi tillader at nedgøre andre menneskers værdi. Men også et symbol på at modstand er nødvendigt. At oprør kan lykkes. Der døde 50.000 mennesker i lejren, men jeg tør ikke at tænke på, hvor mange der var blevet slået ihjel, hvis der ikke havde været modstand i form af civile og soldater, det kæmpede mod nazismen.
Og jeg tænkte på den metode, som nazisterne havde brugt for at retfærdigøre deres ondskabsfuldhed handlinger. At de andre var mindre værd. Og fordi de andre var mindre værd, fik nazisterne en moralsk forpligtelse til at gøre noget ved det problem, som de andre var. Og ikke er ord om Guantanamo-lejren her.
Metoden bliver også brugt i dag. Arbejdsløse er dovne, derfor skal de aktiveres. Muslimer er potentielle terrorister, derfor skal de kontrolleres. Vi udgør alle en potentiel fare, derfor skal vi overvåges.
Når et menneske karakteriseres negativt udfra en "objektiv" bedømmelse, anvendes den samme metode, der retfærdiggjorde KZ-lejren. Vi kan alle gøres til undermennesker. Det gjorde mig vred og trist at tænke på at metoden stadig er i brug. Men jeg fik også håb. For jeg blev mindet om at oprør og modstand havde vundet. Jeg satser på at vi vinder igen.
Og det var årsagen til at mine børn kom med hen til det sted, der havde set så mange rædsler. De skal vide at modstand er livsnødvendigt hver gang nogen gør andre til undermennesker. For degraderingen af andre er det første skridt mod at bygge en KZ-lejr.
torsdag den 25. juli 2013
tirsdag den 18. juni 2013
Evaluering af Folkemødet på Bornholm 2013
Hvis jeg
havde spurgt forskellige deltagere på Folkemødet på
Bornholm om, hvad de syntes om arrangementet, forestiller jeg mig, at de ville havde svaret dette:
Journalist A: ”Det var det fedeste. Det er dejligt at møde
kollegaer i nye omgivelser og drikke gratis fadøl. Normalt er det jo noget, som
vi kun kan gøre efter arbejdstiden, men her var det en del af arbejdet. Jeg
skal helt klart med næste år – ligesom mine 500 kollegaer”
Journalist B: ”Jeg elsker det her arrangement. Normalt er
jeg kun ordstyrer en gang om måneden, men her har jeg været ordstyrer på 11
arrangementer på en uge. Det er noget som virkelig styrker privatøkonomien.”
Politiker A: ”Jeg nød at deltage i diskussioner, hvor jeg
kunne se tilskuerne. Normalt foregår det jo bare i et kedeligt studie, og det
er rart at kunne se tilhørernes reaktioner, når jeg beskylder mine politiske
modstandere for noget”
Politiker B: ”Det er dejligt at være i centrum. Alle vil jo
tale med os og alle vil give os et eller andet. Jeg havde selv nogle gode
samtaler over nogle gode middager med repræsentanter for nogle gode
virksomheder”
Repræsentant for virksomheder A: ”Det er jo som en
slikbutik. Jeg kan holde flere møder med politikere på en uge end jeg kan på et
halvt år, når vi er på Sjælland. Det hjælper jo også på stemningen, at der er
rigeligt med øl”
Repræsentant for virksomheder B: ”Christiansborg kunne lære
meget af Folkemødet. De kunne jo for eksempel opstille telte på gårdspladsen,
hvor vi kunne tilbyde dem gratis mad og drikke mod at få en uformel samtale.”
Folk A: ”Jeg synes, at det er dejligt at se girafferne. Det
overraskede mig, at mange af politikerne og journalisterne er meget mindre i
virkeligheden end de er i fjernsynet”
Folk B: ”Jeg fik lov til at stille et spørgsmål til en
minister. Hun talte udenom, men jeg fik stadig lov til at stille det.”
En lokal selvstændig: ”Det giver en rigtig god omsætning,
når der pludselig er 60.000 mennesker, men det er nu meget rart at der er ro igen.”
Arrangøren af Folkemødet: ”Det var en bragende succes.”
søndag den 9. juni 2013
I dag er vi bitre over Folkemødet på Bornholm
Hvorfor?
Fordi at kalde et møde mellem de sædvanlige politikere,
lobbyister, repræsentanter for interesseorganisationer og journalister er mere
en lukket fest end et folkemøde.
Fordi det ligger på Bornholm. En ø som man normalt kun
besøger, hvis man er barn og skal på cykelferie med sine forældre. Det er ikke
et sted, som man bare lige besøger en enkelt dag. Og slet ikke uden cykel.
Fordi vi er trætte af eufemismer, hvor ordene betyder det
modsatte af, hvad de burde.
Fordi vi altid er bitre over arrangementer som vi ikke er
inviteret med til. Som Distortion, Roskilde Festivalen og Helenes fødselsdag i
9. klasse.
Men mest er vi bitre over Folkemødet på Bornholm, fordi det
minder os om alle de andre ting, hvor politikere isolerer sig fra resten af
samfundet. Mens de med deres ord prøver at kamuflere det faktum, at de helst
ville være fri for alle os andre.
Folkemøde? Næppe. Det er Christiansborg og hele følget, der
er på udflugt til Bornholm.
fredag den 19. april 2013
Når ords betydning ændres i politik
Normalt var offentlighedslovens
funktion at sørge for, at offentligheden kunne følge med i magthavernes
arbejde, således at magtmisbrug kunne afsløres. Det skyldes historiske fakta
om, at magt gør noget grimt ved dem, der har den til låns, og derfor kan man
ikke helt regne med, at de er ved deres sansers fulde fem, når de begynder at
udøve den. Derfor skal magthaverne kigges over skulderen, så vi andre kan være
sikker på, at de opfører sig ordentligt.
I forslaget om den nye
offentlighedslov har ordet offentlighed dog ændret betydning. Nu er det ikke
længere positivt og en styrke for demokratiet, men noget negativt, der
forhindrer politikerne og embedsværket i at være innovative og ideudvikle.
Derfor beder regeringen os om at
være forstående overfor at de vil lette deres egne arbejdsvilkår, således at
lovgivningsarbejdet bliver bedre. De taler som en forældre til et barn, hvilket
er kendetegnende for hele deres retorik, at ”Far og mor ved bedst.”
Det samme gør sig gældende for SUreformen
og kontanthjælpsreformen. Her skal vi være taknemmelige over, at politikerne
hjælper studerende og arbejdsløse, så de ikke bare hensygner på henholdsvis en uddannelsesinstitution
og en sofa. Det bliver fremsagt som om, at regeringen har en moralsk
forpligtelse til at hjælpe disse stakler, der ikke selv kan finde ud af, hvad
der er godt for dem.
Der var engang, hvor et studie også
handlede om dannelse og fordybelse, hvor nu handler det om, at hælde viden på
tomme kar, så de kan bruges på arbejdsmarkedet.
En arbejdsløs er ikke længere en
borger, der ikke har noget arbejde. Det er en ledig, der ikke vil have et
arbejde, fordi den ledige er doven. Dette gælder også personer på sygedagpenge.
De kan jo blive raske, hvis de virkelig vil, og politikerne kan jo ikke bare
lade stå til, når der er syge mennesker, der skal gøres raske.
Og pludselig bliver løgn til
sandhed. Men vi er nogle, der ikke accepterer præmissen om, at ord kan tale
virkeligheden væk.
Offentligheden vil aldrig være en
god ting, for dem der vil arbejde i dække af mørket.
At studere handler også om at
fordybe sig og dannelse
Arbejdsløshed kan ramme alle, og
har meget lidt med individers motivation at gøre. Derimod har det meget med
strukturelle faktorer at gøre, og her svigter regeringen fuldstændig. Ligesom
den forveksler socialpolitik med beskæftigelsespolitik og demokrati med
totalitært styre.
tirsdag den 19. marts 2013
Hvad kan jeg kræve af politikerne?
Der er et spørgsmål, der i længere
tid har trængt sig på i mit hoved. Jeg er omgivet af krav. Krav fra venner,
børn, familie, kollegaer, chefer, staten og mig selv. Jeg stiller selv en del krav. Selvom jeg
forsøger, så er der en del af dem, som jeg ikke selv lever op til. Nogle krav
er urimelige, og andre giver mening. Nogle fungerer som en klods om mit ben,
mens andre giver mig retning.
Men som borger, hvilke krav kan jeg
tillade mig at stille til politikerne?
·
Kan jeg tillade mig at kræve at de fortæller
sandheden?
·
Kan jeg kræve, at de varetager samfundets
bedste, og ikke kun deres karriere?
·
Kan jeg forvente, at de står til regnskab for
deres handlinger?
Og hvis svaret er nej til de tre
spørgsmål, hvad gør jeg så?
·
Kan jeg kræve, at journalister vil søge efter
sandheden og publicere den?
·
Kan jeg forvente, at nogen vil gøre modstand, hvis
og når politikerne begår magtmisbrug?
·
Kan jeg kræve, at andre holder politikerne
ansvarlige for deres ord og handlinger?
Eller er det hele op til mig selv?
Og hvis det er, vil du så hjælpe mig?
søndag den 3. marts 2013
”Hvorfor er du så vred?” spurgte hun
”Fordi jeg er skuffet over
mennesker, der ikke holder, hvad de lover. Fordi autoriteter har svigtet mig.
Fordi de stærke sjældent hjælper de svage, men bruger deres styrke på at rage
til sig. Fordi der er så meget uretfærdighed i verden. Fordi der er så meget i
vejen med den måde som tingene foregår på, at hvis jeg ikke råber, bliver jeg
sindssyg”
”Fordi jeg har valget mellem apati,
bitterhed og vrede. Jeg kan acceptere alt det, som jeg synes, der er i vejen
med denne verden, fordi det koster mig meget at prøve at forandre det. Hvis jeg
ikke handler på min vrede, vil den gøre mig apatisk og bitter.”
”Vreden er min drivkraft. Uden den
er jeg blot endnu en mand, der går på arbejde og sætter sig i sofaen, når ham
kommer hjem, mens fjernsynet distraherer ham i at bruge den korte tid han har,
på noget som han synes er vigtigt”
”Vreden er min ven. Det er den, der
gør, at jeg hver dag leder efter noget som jeg kan forandre til det bedre. Det
er den, der gør, at jeg ikke retter ind, selv når der er risiko for at
selvdestruktion, når jeg går op i mod kræfter, der er stærkere end mig selv.”
”Vreden er den følelse, der
fortæller mig, at grænsen er nået og hvis jeg ikke kæmper, vil andre udslette
det, som jeg tror på og den jeg er.”
”Så min vrede er værdifuld. Det er
min kilde til energi. Det er mit våben mod de, der taler mod, at tingene bliver
bedre, hvis jeg gør som de vil have, at jeg skal gøre. Det er ikke den passive vrede, men den retfærdige, der fortæller mig, hvad jeg skal kæmpe for og imod"
”Fordi hvis jeg ikke bruger vreden
til at skabe forandring, vil den forandre mig til en bitter mavesur mand, der
spildte sit liv, fordi han ikke kæmpede for, hvad han syntes, der var rigtigt.”
torsdag den 28. februar 2013
Når målestokken konstant bliver lavet om
Der er en uskik i politik, der
handler om, at latterliggøre modstanderen ved at få ham til at fremstå som
forkælet og urimelig. Lad os kalde det for den fleksible målestok.
Teknikken består i, at man
sammenligner modstanderen med noget, der får hans synspunkt til at fremstå som
værende latterligt. Politikere bruger teknikken i debatter og i forbindelse med
at skulle gøre befolkningen modtagelig overfor forringelser i udvalgte gruppers
forhold.
Et eksempel er forringelserne i
SU’en. Danske studerende sammenlignes med udvalgte lande, der netop er udvalgt
ud fra, at de skal få de danske studerende til at fremstå som værende
forkælede. Her var sammenligningen kun på et parameter, som i dette tilfælde
var beløbet på SU. Ved at sammenligne SUens størrelse med lande, hvor
studerende får mindre, fremstår danske studerende som privilegeret, og derfor
må man gerne skære, så de bliver ligesom de andre.
Man glemmer dog, at fortælle, at i
de lande man sammenlignede med, betaler studerende ikke skat af SUen, ligesom
man heller ikke sammenligner SUens købekraft i forhold til mad og ikke mindst
boligudgifter.
Logikken i teknikken er, at så
længe nogle har det dårligere end en selv, kan man ikke tillade sig at brokke
sig. Der er ingen andre kriterier end sammenligningens evne til pacificere
modstanderne ved at få dem til at fremstå som forkælede. Derfor ændres
sammenligningspunktet konstant.
Danske studerende anses for at være
en homogen gruppe og man kan så sammenligne den med studerende fra Sverige,
Norge, England, USA eller andre lande, så længe at det får danske studerende
til at fremstå som forkælede.
Men, hvorfor skal sammenligningen
være med dem, der har det dårligere end en selv? Hvorfor ikke sammenligne med
dem, der har bedre vilkår? Hvor er rimeligheden i, at man skal acceptere sin
situation, fordi andre har det dårligere? Det pacificerer jo blot og man
behøver ikke længere at gøre en indsats for at få det bedre.
Det er jo netop dette som
sammenligningens formål er. Det svarer til, at journalister ikke skal kritisere
lukketheden i den nye offentlighedslov, fordi der er andre lande, hvor
journalister bliver skudt. Eller politiet ikke skal kritisere færdselskulturen,
fordi den er værre i andre lande.
Til gengæld bruges den modsatte
form for målestok, når der skal argumenteres for forbedringer. Her sammenlignes
de danske forhold med andre lande, hvis forhold er bedre. Igen er det ud fra et
synspunkt om at retfærdiggøre sit eget synspunkt.
På den måde bliver virkeligheden relativ og det bliver vanskeligt at gøre indvendinger mod forringelser eller argumentere for forbedringer, når ens modstanders målestok konstant ændres.
Så jeg forbeholder mig retten til
at kritisere, brokke mig og være imod enhver forringelse af mine vilkår, selvom
der kan findes eksempler på folk, der har det værre end mig selv. Fordi min
målestok forbliver den samme, og den sammenligner mig med toppen og ikke med
bunden.
Abonner på:
Opslag (Atom)